bold.blog

Arsenals forandring - hvorfor?

Skrevet af YoungGuns (19/02-2012 kl. 18:17)

Siden 0-4 nederlaget mod Milan og sidenhen 0-2 mod Sunderland og dermed exit fra FA'cuppen, har der ikke manglet blogs, der behandler Arsenals nedtur. Dog synes jeg vinklerne har været domineret af ét element: Indkøb (eller mangel på samme). Jeg drager lidt samme konklusion, men jeg vil forsøge at kigge nærmere på hvorfor vi mangler spillere, og hvad det er de nuværende spillere, fejler i.
I denne blog, vil jeg forsøge at give mit bud på Arsenals nuværende nedtur, fra et mere historisk og taktisk præget synspunkt

Vi kan med rette starte i 1996, hvor Arsene Wenger tiltrådte i klubben som ny manager. På dette tidspunkt var Arsenal kendetegnet ved en uhyre stærk 4-back kæde, hvor koryfæer som Lee Dixon, Tony Adams, Steve Bould/Martin Keown og Nigel Winterburn bl.a. i én enkelt sæson kun lukkede 17 mål ind i 38 kampe. Bag disse legender, stod Mr. Ponytale, David Seaman, klar til at tage de bolde, der en sjælden gang luskede sig gennem forsvaret. Resten af opskriften frem ad banen var rimelig simpel: Lange bolde og håb på det bedste. Det var ikke helt uden grund, at mange af de andre klubber sang ”Boring, boring, boring FC. Arsenal”, når de mødtes.

Arsene Wenger tog over på et tidspunkt, var tingene ikke helt var forrygende hos Arsenal. George Graham havde efterladt sig et halvt gammelt hold, hvor mange spillerne efterhånden var mere kendte for deres pub ture, end deres fodboldspil. Wenger havde derfor en stor opgav foran sig. Det var en opgave han startede med at løse, ved at signe Patrick Vieria og Bergkamp. I Vieria får vi endelig en kynisk deffensiv midtbanespiller med et ukueligt fighterhjerte, men som samtidig var god med bolden og næsten playmaker agtig i nogle kampe. (Samme rolle ses hos Alexander Song i dag).

Om end Arsenal rent placerings mæssigt, ikke udmærkede sig i Wengers første sæson, var hans aftryk på holdets spillestil mere end tydelig. Grahams nøgleord var vilje og fight, kynisk forsvars –og angrebsspil samt en stor styrke på dødboldsituationer. For Arsene Wenger, så man tydeligt at hans nøgleord var flydende position -og pasningsspil i højt tempo. Forsvarskæden skulle stå højt på banen, de to backs skulle med frem så ofte som muligt og samtlige spillere skulle være aggressive i deres
genpres, ikke afventende som tidligere.

I Wengers første sæson, overtog han ikke holdet før slutningen af september; derfor blev 98’er sæsonen hans første ”rigtige”, samt en sæson Arsenal fans aldrig vil glemme.
Med ankomsten af bl.a. Overmars og Petit (for peanuts i øvrigt) vandt Arsenal en historisk double, via FA Cuppen og Premier League. Wenger var en legende allerede, og Arsenals sprudlende angrebsspil, med en Bergkamp i topform, blev rost og anerkendt verden over.
Resten derfra er historie. En historie om at United og Arsenal som dominerende magtfaktorer kæmpede år efter år om guldet, og hvor United desværre tager den 99, 00, 01, 03 og 05 mens Arsenal får nappet ligaen i 02 og 04 (Åhhh, hvem husker ikke 04 sæsonen guldet i hånden – UBESEJRET!).

Vi kommer desuden i finalen af Champions League i 05/06, hvor vi i turneringen gennem, begejstrer fodboldverdenen med spil alá Barcelona. Spillet er kendetegnene ved flydende positionsspil, højt pres, aggressivt grenpres, masser af boldbesiddelse og masser af afslutninger. Med andre ord: publikumsvenlig fodbold.

For mig at se, ”peaker” Arsenal i sæsonerne 2005 og 2006. Siden da, har vi ikke så meget som vundet sølv i Premier League, og trods stadigvæk flot fodboldspil, vinder vi (undskyld mit franske), ikke en skid! Henry smutter, Gallas & Toure smutter, Ashley Cole smutter, samt til sidst, Fabregas, Nasri og Clichy – på én og samme gang.

Sidste sæson var vel egentlig godkendt. Vi var med i toppen af ligaen lige til det sidste, men falder desværre sammen i de sidste runder, og lader Shitty tage 3 pladsen. Vi ryger ud til Messi i Champions League, men efter kampene mod mægtige Barca, kunne vi sagtens være tilfredse med vores spil – det var en ærbar måde, at tabe på.

I denne sæson, er historien dog en helt anden. At miste Fabregas, Nasri og Clichy på én gang, har holdet ganske enkelt ikke kunnet holde til. Holdet er ikke godt nok til at praktisere Wengers fortrukne form for fodbold, og det har virkelig kostet.
4-3-3’eren lever stadig i Arsenal, men der kan peges på væsentlige grunde til, hvorfor det ikke lykkedes p.t.:

I en 4-3-3 er den centrale angriber uhyre vigtig. Han skal have tekniske kvaliteter til at holde på bolden, han skal kunne afslutte og sætte andre op, og han skal have fysik, men også være hurtig. RvP har den rolle i Arsenal og han levere den sublimt. I sidste sæson så vi ofte de 2 kanter i Waltcott og Nasri. Walcott var her den klassiske kantspiller, som tager dybe døb i banen og søger stikningerne, eller går til baglinjen og slår et indlæg. Nasir var mere en slags ”Indvendig angriber” eller ”Fremskudt playmaker”. Han trak ind i banen, med det formål at angribe de centrale forsvarer lige på, eller vente på et overlap fra Clichy, som så fik den fra NAsri. Nasri søgte ofte en 1-2 med RvP, for så et kunne afslutte. Han kunne også løbe helt ind på CF’erne, for at tvinge dem lidt frem, for så at stikke den til RvP. Fabreagas varetog felt-til-felt rollen, og lavede ente korte eller lange pasninger. Vigtigst af alt, var han altid spilbar.

Men hvor vi i sidste sæson, i langt de fleste kampe, var det angribende hold og hele tiden slog positive-passes frem mod positiv lokal konfiguration (bolde frem i banen, mod overtal situationer), har vi i denne sæson, oftere end før, slået os på kontrafodbold. Tabet af Wilshere, har gjort at vi ikke har en decideret felt-til-felt spiller som både har sublim pasningsteknik, men som også kan tage fremadstormende løb mod mål, for at tvinge forsvaret til at reagere. Dette så vi også fra Fabregas i sidste sæson.

Hverken Arteta eller Ramsey kan tage disse løb, derfor bliver de rigtig meget boldflyttere i et kontraspil. Vores spillestil er blevet til at når Arteta får bolden, søger han rigtig ofte en aflevering i dybden mod Walcott eller den korte pasning mod Gerrvinho. Desværre ved 95 % af PL’s forsvarsspiller at Gervinho altid vil ind i banen, hvilket gør at de fleste læser ham ret hurtigt. Hverken Ramsey eller Arteta viser det nødvendige initiativ for at lave et fremstød frem mod en overtalssituation. Lille Mozart har til gengæld haft held med disse fremstød, men det ender ofte i sandet for den bette Tjekker, da han ikke magter at gøre det færdigt.

Vores mange skader på især vores backs, har selvfølgelig også gjort at spillere som Vermaelen og Djourou ikke går ligeså meget frem på back pladsen, som eks. Sagna og Santos gør.
Problemet ved at spille kontrabold eller på omstilling, er at det kræver en rigtig stærk defensiv. Det er muligt at vi har spillerne til en god defensiv, men grundet manglende en manglende kontinuerligt 4 backs kæde pga. skader, og en for slap defensiv træning, er dette ikke lykkedes.

Når vi så endelig får modstanderen presset i bund, er vi alt, alt for sårbare på kontraerne, fordi mange af vores spillere er rigtig svage i 1v1 sitatuioner. Kampen mod United blev tabt på vores højre back, hvor Nani/Young konstant udfordrede Djouru – til sidst med gevinst. Her kunne man også savne en spiller, der løber ud til de to backs og sørger for at disse 1v1 situationer ikke opstår. Det var jo bl.a. på baggrund af sådan en, at Ibra skabte Milans 2.mål.

At vi trods alt ligger hvor vi gør, og er med i slutspillet af ChL, skyldtes ene og alene RvP. Nr. 2 på topscorerlisten er Walcott, og han har lavet 6 mål mod RvP’s 28 stk. Gervinho, Arteta, Ramsey og Arshavin ligger alle på en 4-5 stykker.
Hvis Wenger da overhovedet får lov at blive i klubben, skal vi have fundet en ny venstrekant/fremskudt playmaker. Her ses spillere som Hazard, Mata, Gotse og Iniesta som fornemme eksempler på denne rolle. At det bliver en af disse spillere vi henter, er nok mere tvivlsomt.

Desuden skal vi have en backup felt-til-felt spiller for Wilshere. Hverken Ramsey, Arteta eller Mozart kan udfylde denne rolle, og holdet er simpelthen for såbart. Desuden er det sørme meget pres at smide på en 20 årig Wilshere, at holdet står og falder med hans person.
Angriber reserverne til RvP er heller ikke for kønne. Trøjesælgeren Park fungere vel kun som en slags skarpretter, og dertil skal han have en stærk targetman der kan heade boldende videre. Hertil kunne Chamackh være løsningen, men også han har fejlet.

Nå, men det var mit ydmyge bud på, hvorfor det går Arsenal som det gør, sådan lidt groft skitseret.

Læs i øvrigt http://www.arsenal.dk/nyhedsvisning.asp?AjrDcmntId=4776 for en nærmere uddybelse