Mata - den smilende dræber
Skrevet af PeterVenkman
(23/10-2012 kl. 09:56)
|
|
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Otte runder er spillet, 30 resterer. Chelsea har lagt sig i spidsen for Premier League, fire point foran de to Manchester-klubber, som man i sidste sæson sluttede hele 25 point efter. Spørgsmålet er, hvad der er sket siden da?
Didier Drogba, Salomon Kalou, Jose Bosingwa og Michael Essien er væk, og ind er i stedet hentet unge vævre spillere som Eden Hazard og Oscar. De har begge allerede tilspillet sig nøgleroller i offensiven, hvor de lige bag Fernando Torres orkestrerer offensiven sammen med spanske Juan Mata.
Netop Mata synes dog at være nøglen til denne sæsons tidlige succes. Han havde en hård sommer med både EM og OL, men Chelsea har i starten af sæsonen valgt at give spanieren lidt ekstra ferie, og det har givet pote. Mata er kommet tilbage med ekstra kampgejst, og det har man kunnet se i især den seneste håndfuld kampe.
Her har den evigt smilende kreatør nettet seks gange, ligesom han har lagt op til en del scoringer. Især samspillet med Oscar og Hazard har båret frugt, de tre har på rekordtid fundet ind i et fantastisk samarbejde, hvor de kombinerer og løber på kryds og tværs.
Det Chelsea i øjeblikket reelt mangler, er en angriber, der sparker boldene ind. Torres arbejder stenhårdt og går godt med i kombinationerne. Han kommer frem til chancerne, men skarpheden mangler, hvilket man senest så mod Tottenham i weekenden. Tiltroen til spanieren er dog stadig stor i Chelsea, måske dels fordi, man mangler alternativer. Men frem til årsskiftet, hvor der igen kan købes ind, er Torres førstevalg, så han skal nyde godt af Matas arbejd.