bold.blog

Arrogante Barcelona

Skrevet af bielsabub (30/01-2012 kl. 23:41)

Om mottoet "Més que un club" og den arrogante klub

Der synes i visse kredse at herske en overbevisning om at Barca samt hele Barcas-fangruppe skulle være mere arrogante end samtlige andre i fodboldverdenen, men hvor stammer denne overbevisning fra?
Folk peger ofte først og fremmest på klubbens motto "Més que un club" og konkluderer således at det er arrogant at påstå at Barcelona skulle være mere end en klub.
Jeg forstår hvordan dette udsagn umiddelbart kan virke arrogant. I sig selv er det jo i bund og grund blot tale om en forherligelse af klubben. Hvad jeg derimod ikke forstår er hvorfor så mange tilsyneladende blot hopper med på vognen og kalder Barca for arrogante på denne baggrund uden at undersøge sagen yderligere.

Hvor mange har overhovedet sat sig ind i hvad "Més que un club" betyder? Altså ikke den ordrette betydning, men baggrunden for mottoet.

Jeg har hverken tid, lyst eller kompetence til at give en længere historielektion, men jeg synes alligevel det virker nødvendig kort at berøre Spaniens historie i relation til F.C. Barcelona.
De færreste virker til at være klar over at Spanien er et langt mere splittet land end eksempelvis Danmark.
De fleste kender til den baskiske kamp for uafhængighed - om ikke andet fordi man gennem en årrække er stødt på baskiske flag og ETA-graffiti gennem Tour de France-transmissionerne. En lignende stærk, regional identitesfølelse eksisterer imidlertid også hos catalanerne.
For år tilbage stod jeg, i studieøjemed, for en undersøgelse af de lokales selvopfattelse i Barcelona. Spørgsmålet gik på hvorvidt man først og fremmest opfattede sig selv som fra Spanien, fra Barcelona eller fra Catalonien. Noget overraskende for mig svarede folk nærmest entydigt at den catalanske identitet var det vigtigste. Faktisk fandtes der også hos flere af de adspurgte et regulært ønske om selvstændighed, om end de alle opfattede dette som utopisk.

Catalonien betyder altså meget for catalanerne, hvilket vel ikke kan komme som den helt store overraskelse, men hvor opstår koblingen til fodboldklubben?

Fodboldklubben Foot-Ball Club Barcelona blev oprettet i 1899. Omtrent 10 år senere ændrede man klubbens oficielle sprog fra castiliansk (spansk) til catalansk. Allerede dengang var klubben for mange tilhængere først og fremmest et catalansk symbol og først derefter en fodboldklub.
Flere af Barcas spillere kæmper i borgerkrigen som bryder ud i 1936 og klubbens daværende præsident Josep Sunyol mister livet i krigen.
Efter borgerkrigen blev brugen af catalanske symboler som det catalanske flag og sprog gjort ulovlig, hvorfor klubben måtte fjerne flaget (de rød-gule striber) fra sit logo og ændre navn til Club de Fútbol Barcelona (castiliansk).
Først i 1974 kunne klubben, med enden på Francos diktatur, skifte navn til Futbol Club Barcelona og igen anvende det catalanske flag: Mange års undertrykkelse var ovre og man fik sin identitet tilbage.

Den dag idag står Futbol Club Barcelona stadig som et symbol på den catalanske identitet og på kampen mod undertrykkelsen.

Klubben eksisterer for catalanerne - ikke for mig, som dansk Barca-sympatisør, eller for dig, kære Barca-hater. Det kan i sidste ende ikke være deres problem at du og jeg har fattet interesse for klubben og at nogle af os ikke vil sætte sig ind i hvad baggrunden for klubbens motto er.
Barcelona er indiskutabelt "Més que un club" - men for catalanerne alene - og det er i denne sammenhæng klubbens motto skal forstås.
Man hævder således ikke at man er mere værd end andre klubber, hvilket jeg går ud fra er den typiske misforståelse, men er alene bevidst om sin betydning for Catalonien.

Man er givetvis stolt af denne status, men stolthed og arrogance er da ikke det samme. Hvilken fan er ikke på den ene eller anden måde stolt af sin klubs historie?
Hvad enten der er tale om en klub med store sportslige traditioner (Liverpool, United, Real Madrid), en klub der slår sig op på at være arbejderklub (West Ham, Millwall), en klub med et særligt religiøst tilhørsforhold (Celtic, Rangers) eller noget helt fjerde, vil man kunne finde en lignende form for stolthed hos utallige klubber.

Er alle disse klubber således utåleligt arrogante eller hvordan hænger det sammen?



Om de usympatiske spillere og arrogante fans

Jeg hører ofte udsagnet: "Jeg er træt af at Barca-fans altid skal forsvare deres hold og deres spillere." Det er med garanti sandt at vedkommende har oplevet en Barca-fan forsvare sit hold, men siden hvornår er dette blevet et særtræk for Barca-fans?
Generaliseringer er åbenbart det nye sort, især her på bold.dk, og jeg må indrømme at jeg til tider har svært ved at vurdere om der er tale om bevidst trolling eller om vedkommende virkelig forsøger at anvende et debatforum efter bedste evne.
Under alle omstændighedermen vi er altså mange Barca-fans der betragter holdet med en vis kritisk sans. Således er ikke alle Barca-fans arrogante og hellige, ligesom ikke alle City-fans er 12 år gamle, ikke alle Real-fans er fascister og ikke alle Arsenal-fans elsker frølår.
Alles favoriteksempel på den usympatiske Barca-spiller er Sergio Busquets. En spiller som også irriterer mig grænseløst. Hans skuespil går ofte for vidt og han fremstår i mine øjne som en generelt ekstremt usympatisk person.
Jeg finder ham faktisk så irriterende at det blotte syn af hans ansigt virker tåkrummende på mig. Daniel Alves har lidt samme effekt, om end det ikke er helt så slemt.
Jeg kan således godt finde spillere hos Barca, jeg ikke bryder mig om, men det betyder da ikke at jeg vender holdet eller spillerne ryggen. På trods af førnævnte spilleres karaktermangler har jeg svært ved at finde to spillere som ville passe bedre ind i Barcas system på deres respektive pladser, så jeg kan sagtens forstå deres vigtighed for holdet. Ærligt talt ville jeg nok også have svært ved at finde et hold, hvor jeg kunne fatte sympati for samtlige spillere

I disse tider er det da heller ikke ligefrem fordi der er mangel på halvhjertede forsvar af mere eller mindre usympatiske spillere i andre klubber.

Følgende udsagn er jeg i al alvorlighed stødt på i den seneste tid:
"Måske kaldte Suarez bare Evra for "lille neger" gentagne gange fordi det er helt okay i Uruguay? Så er det okay."
"Måske havde racisme ikke noget at gøre med hvorfor John Terry kaldte Anton Ferdinand for "fucking black cunt"? Så er det okay."
"Måske spiller Pepe bare med virkelig meget tænding og lidenskab? Han spiller i hvert fald godt og så er det okay."

Ovenstående er blot eksempler. Jeg har ikke som sådan holdninger til disse hændelser.
Men hvis det er vidt accepteret at generalisere ud fra hvad den enkelte mener, kan vi så ikke sige at det er i orden hvis jeg kalder alle Liverpool-, Chelsea- og Real-fans for hellige møgunger?
Så kan I være med I den åbenbart ellers så eksklusive Barca-klub, hvor vi kan hygge os med at forsvare de usympatiske elementer på vores respektive hold. Jeg lover at det bliver fedt.
Alle er tilbøjelige til at forsvare deres eget hold, især imod usaglig kritik fra fans af andre klubber. De vildeste påstande og argumenter høres netop typisk i en diskussion mellem fans af to rivaliserende hold, hvilket bare er med til at understrege at ingen kan sige sig fri.

"Barca filmer!"
"Nej, Real spiller for hårdt!"
"Nej, det ser bare sådan ud fordi I filmer!"
"Nej, vi filmer fordi I spiller hårdt!"

Lyder dette bekendt? Hvilken af disse parter er den hellige? Forsvarer begge ikke blot deres hold?

Afslutningsvis

Der er ensomt på toppen, siges det. Det skal jeg lige love for. Som der ser ud nu er det dog mere end sandsynligt at Real Madrid snupper mesterskabet. I så fald tillykke til bold.dk's Madridistas. Selvom det irriterer mig voldsomt at smide mesterskabet, kan jeg trods alt godt glædes over at der endelig er helt skarp konkurrence i La Primera igen, hvor verdens nok pt. bedste to hold har hjemme.
Og om ikke andet kan jeg da så også bruge hele næste sæson på at skrive blogs om hvor kedeligt det er at se på, når Real spiller for direkte og afslutter for hurtigt. Puha. Kedeligt.