bold.blog

Et spørgsmål om ære ... øh, jeg mente penge

Skrevet af Goonaz.dk (09/09-2012 kl. 22:21)

Jeg ved, jeg har nævnt det mange gange, men jeg siger det gerne igen. Jeg hader landsholdslortepauser. 12 spillere - lønnet af Arsenal - er taget af sted med deres respektive nationale hold. I bedste fald bliver der blot tale om en sløv uge, hvor der ikke sker noget på Arsenal-fronten. I værste fald kommer vores spillere hjem med skader. 7-9-13 har jeg ikke hørt eller læst om, at det skulle være tilfældet.

Sidste år kom landsholdslortepausen på et godt tidspunkt. Vi havde tabt hjemme til Liverpool og var lige blevet kørt over af Moan U 8-2, så vi trængte i den grad til et pusterum. I år kommer pausen oven på en rigtig god sejr over Liverpool, og den ødelægger muligheden for at bygge videre på det momentum og den selvtillid, der uværgeligt følger i kølvandet på tre point høstet på udebane.

Jeg savner min ugentlige dosis fodbold - altså rigtig fodbold. MIt fix af tænders gnidsel, svedige hænder og et blodtryk på 150/120. Det kan være hyggeligt nok at se England eller Danmark spille, men hvis ikke der er tale om en slutrunde, kommer min urin ikke nærheden af de 100 grader.

Det mest interessante i dennne uge har derfor været Bacary Sagnas udtalelser midt på ugen, hvor han sagde:

- Når de to bedste spillere forlader klubben, stiller man spørgsmål. Fans henvender sig pågaden. Jeg forstår deres frustration. Som dem, forstår jeg ingenting.

Og:

- Jeg er den eneste førsteholdsspiller tilbage fra 2007. I maj så jeg City’s sejsparade. Jeg såSamir og Gael løfte trofæet. Det vil jeg også.

Spurgt om, hvorvidt det var rigtigt af Nasri og Clichy at forlade Arsenal, svarede han:

- Ja, men det vidste vi ikke på det tidspunkt.

Okay, det er svært at være uenig med højrebacken, specielt, hvis man er Nasri eller Clichy. Det er jo det samme, vi alle har tænkt. Og jeg forstår fuldkommen hans betænkeligheder. Men for fanden, hvor er det irriterende, at han lufter sine frustrationer offentligt. Tag en snak med bossen. Skæld ham ud og kræv forsikringer, men hold det dog indendøre. Nu bliver der bare hældt yderligere benzin på Arsenal-er-en-sælgende-klub-og-opnår-derfor-aldrig-succes-bålet.

Bevares, når ledelsen to år i træk sælger sine to bedste spillere, så er der selvfølgelig noget om snakken. Men det mindste, klubben kan forlange af sine spillere, der hæver en direktørløn hver uge, er vel, at de er loyale over for dem, der betaler den løn. Og i sidste instans er det os fans (nogen mere end andre naturligvis).

Tiøren falder lidt senere, da Sagna fortsætter:

Jeg har ét år tilbage, når sæsonen slutter. Nej, ingen (har rettet henvendelse til mig om en ny kontrakt).

Det ligner noget, vi har set før. En topspiller, hvis kontrakt er ved at udløbe, sender signaler for at positionere sig i forhandlingerne. Det er jo ikke noget, der kun er forbeholdt Arsenal. Wayne Rooney havde da også et par sværdslag med Alex Fergusson, inden han satte sit kryds på en ny kontrakt. Sådan er det vel.

Men et eller andet sted får jeg kvalme og sure opstød over den grådighed, spillerne udviser. Om de tjener £25.000 eller £125.000 om ugen, så er det stadig mange penge. Så mange penge, at man næsten ikke kan fatte det. Og jeg giver ikke en pind for argumentet om, at fodboldspillere kun har en begrænset karriere.

Det er noget vrøvl. Bogsalg, tv-kommentator, sportsoplæser, manager, træner, skuespiller, stilikon. Der er masser af muligheder for at score kassen, når fodboldknæene ikke kan holde til mere. Og selv om det ikke skulle være tilfældet, så tjener selv middelmådige Premier League-spillere en årsløn om ugen. To år - og så kan de leve et godt middelklasseliv til de bliver 104.

Jeg ved, det er naivt - nogle vil måske mene håbløst naivt - at ønske lidt mere loyalitet over for klubben og knap så meget we're only in it for the money. Jeg kan bare mærke det på mine opkastreflekser, hver gang klubben - og jeg mener en hvilken som helst klub - bliver holdt som gidsel, fordi en spiller, som har fået chancen og har udviklet sig positivt synes, at han er mere værd end klubben.

Jeg ved ikke, hvad der skal til for at lave om på det. Finansielt Fairplay er røv og nøgler, og klubber som City og Chelsea skal nok finde måder at omgå det på. Det eneste, jeg kan komme frem til, er, at man sætter et loft over lønningerne. Der er sikkert nogle jurister i EU, der vil mene, at det må man ikke. Men hvorfor ikke? Flere lande har da indført mindsteløn. Vil sporten virkelig komme til lide under, at spillerne maksimalt kan tjene 1.5 million kroner om ugen - bare for at nævne et tal. Jeg mener, er det ikke penge nok? Og hvad fanden skulle de ellers lave?

Nå, det må være nok revolutionær snak for nu. I næste uge uddeles der igen opium til folket, og så er alt glemt - altså hvis vi vinder.

Gotta get behind the mule

Følg på Twitter og Facebook