Tipico Jack P sportingbet bold.shoppen

bold.blog

Lost Grounds - magien er væk

Skrevet af KimAnd (06/11-2011 kl. 14:31)

RangeringScore (Rank)
England281 (13)
Premier League281 (13)
Seneste indlægDato
En fodboldturists bekendelser07-02
Stadionstemning: Hvad er det svenskerne kan?25-09
Bliver vi bare holdt for nar?22-07
Populære indlægStemmer
Luk ikke munden på tribunernes kor63
Lost Grounds - magien er væk54
Fri os fra fusioner53
Blogs
KimAnds Blog
Highbury, Maine Road, Baseball Ground, Roker Park. For min generation, som er vokset op med engelsk tipsfodbold lørdag eftermiddag klinger det magisk i mine ører, når jeg hører navnene på de legendariske stadions. Men samtidig får jeg et stik i hjertet. Det gør ondt helt indeni, når det går op for mig, at mange af dem ikke er mere - de gamle legendariske arenaer. De arenaer, som op igennem 1980‘erne gav mig de første fodboldoplevelser hjemme foran det gamle B&O med skydedør. Hvor jeg blev fanget af magien ved spillet med den lille runde. Men ikke bare spillet, men også hele sceneriet omkring den ofte mudrede og pløjemark-lignende grønsvær. De tætpakkede ståtribuner bag målene med bølgende menneskehav. Sangene - for det meste totalt uforståelige for en nordjysk knægt - men alligevel blev der sunget med. Og ikke mindst engagementet og passionen for “sin klub” - et engangement, som man dengang skulle lede længe efter på danske stadions.

Pinefuldt, når stadions falder
Hvorfor er det kommet dertil, at min barndoms fodboldtempler falder en efter en til fordel for moderne, golde og mere eller mindre stemningsforladte stadions? Ja, det er jo en udvikling, som vi ser over hele verden. Men engelsk fodbold har altid været noget specielt for os, for hvem det første møde med fodbold og fankultur var lørdagens tipsfodbold akkompagneret af Niels Christian Niels-Christiansen og Svend Gehrs’ på dårlige telefonlinjer. Derfor er det når de engelske stadions falder, at det virkelig er pinefuldt.

Tragedien på Leppings Lane
Forklaringen skal i første omgang primært findes ved at skrue tiden tilbage til den 15. april 1989 - en dag, som for altid ændrede den måde, hvorpå englænderne så på sikkerheden omkring fodboldkampe. På Hillsborough i Sheffield ved FA cup semifinalen mellem Liverpool og Tottenham blev 96 Liverpool-fans dræbt. Alt for mange Liverpool-supportere blev lukket ind på et for lille afsnit  på Leppings Lane-tribunen bag det ene mål. Den britiske regering satte straks Lord Taylor til at undersøge sikkerheden på engelske stadions -  specielt med fokus på hvad der skete på Hillsborough den skæbnesvanger dag i maj 1989. Men også helt generelt med de store problemer, som britisk fodbold på det tidspunkt havde haft med stadionsikkerhed. For Hillsborough var blot dråben, der fik bægeret til at flyde over. Ud over at man på Ibrox i Glasgow to gange - første gang helt tilbage i 1902 og anden gang i 1971 - oplevede forfærdelige katastrofer på ståpladserne i forbindelse med fodboldkampe, har der været en række lige-ved katastrofer især i 1970‘erne. Det var nok bare et spørgsmål om, hvornår det gik rigtigt galt, og det gjorde det i maj 1989.

Taylor-rapporten var skelsættende
I august 1989 kom Taylor-rapporten - et dokument, som virkelig vendte op og ned på den engelske supporterkultur. Den vigtigste og mest skelsættende anbefaling fra rapporten var, at alle stadions tilhørende klubber i de bedste engelske og skotske ligaer skulle udskifte ståpladserne med siddepladser. Det førte til nogle af de mest omfattende stadion-renoveringer og nybyggerier set nogensinde - og det er altså slet ikke slut endnu.

Nye stadions på vindblæste marker
Men det var ikke Lord Taylor alene, som har givet dødsstødet til de legendariske stadions. Placeringen af de gamle arenaer er i sig selv et problem. De kan ofte ikke udbygges, fordi de ligger midt i et boligkvarter. Trafikforholdene er dårlige. Du kan ikke komme dertil med bil - og stadionen ligger lige for langt væk til at den moderne fodboldfan gider gå de ekstra 100 meter. Tilbuddene er mange i dag. Er det for svært at komme til fodbold, vælger man måske at blive derhjemme foran skærmen eller at tage en tur til bowling i stedet for. Så er det bedre at have et stadion ude på en vindblæst mark, hvor du kan køre lige til og sågar parkere din bil under selve banen. Men hvor er pubben til opvarmingsøllen så? Hvor er den gade, som fører op til stadion? Hvor forventningens glæde fylder kroppen, når du er på vej til kampen. Gaden, som bringer dig trygt videre med begejstringen over en velfortjent sejr, et uheldigt nederlag eller en kedelig uafgjort kamp.

Hver dag nye stadionplaner
Okay, der er stadig mange af det gamle stadions tilbage. Men næsten hver dag læser man om nye stadionplaner. Bare for at tage et eksempel, så kan et nyt stadion til Liverpool FC næppe undgås. Men Liverpool spiller da på Anfield Road? De spiller da ikke på Stanley Park. Det samme vil man have sagt for bare nogle få år tilbage. Arsenal! Jamen de hører da hjemme på Highbury. Nu er Highbury revet ned. Der er bygget dyre ejerlejligheder på det sted, hvor så mange mennesker har haft så store fodboldoplevelser. Og den samme historie gør sig gældende mange af de andre steder i England, hvor de gamle “grounds” er jævnet med jorden.

Omgivelserne også en del af stadion
Jeg har i de seneste år arbejdet hårdt for at nå at besøge alle de gamle arenaer, før det er for sent. Og et stadion er jo ikke bare et stadion. Det er også omgivelserne. Turen dertil. De omkringliggende pubs, som altid har været hjemsted for tilhængere både før og efter kampene, hotdog- og sandwichboden osv.  Jeg har taget turen ned ad Green Street fra Upton Park undergrunds-station til Boleyn Ground. Den gade, hvor så mange West Ham tilskuere lørdag efter lørdag de sidste mange år - efter en hård arbejdsuge i Docklands - har brugt deres sparsomt optjente ugeløn på en øl på The Duke of Edinbourgh og en indgangsbillet for at se The Irons. Jeg har drukket en pint på The Albert bag The Kop på Anfield Road. Og jeg har stået i The Shed på Stamford Bridge sammen med skinheads dengang Chelsea stadig var et middelmådigt knoldesparkerhold, og hvor det kostede 10 pund at komme ind.

Ufarligt og dødkedeligt
Mange vil nok rynke på næsen og kalde mig en gammel nostalgiker. Sådan en reaktionær type, der ingen forandringer ønsker. Engelske fodboldstadions i 1970‘erne og 1980‘erne var da sikkert røv og nøgler - undskyld udtrykket. Gamle, slidte og livsfarlige. Fra ståpladserne kunne du ingenting se. Skulle finde dig i at blive skubbet og mast halvt ihjel. Du kunne garanteret heller ikke komme af med de seks-syv pints, som du havde fyldt din blære med på pubben inden kampen, andet end ved at lade dit vand op og ned ad sidemanden eller i en flaske, som du herefter kylede efter modstanderens målmand.

Nu kan du sidde ned - ja, du SKAL sidde ned. Ellers risikerer du at blive smidt ud og få stadion-karantæne. Du må nærmest ikke råbe. Du må ikke hidse dig op. Du kan gå stille og roligt ud til baren i pausen og på toilettet med sæbe og papirsservietter. Og på tv-skærmene, som er hængt op alle vegne, kan du se højdepunkterne fra første halvleg. Uha, det er så pænt, så ufarligt, så atmosfæreforladt - kort sagt: dødkedeligt.

De gamle stadions, som da efterhånden er blevet ombygget så meget, at der ikke er meget tilbage af det gamle -  jo heller ikke pr. definition ensbetydende med stemning. Bare se på Old Trafford, som er fyldt op af asiatiske turister, som knap nok kan finde ud af, hvornår de skal juble, og hvor Alex Ferguson flere gange har været ude og klage over den manglende støtte fra hjemmepublikummet.

Vil magien opstå nye steder?
Men magien opstår da de nye steder, vil nogen sige. Og jeg skal da heller ikke sige mig fuldstændig fri for at den kan dukke op på nogle af de nye grounds. Eksempelvis  er der på Sunderlands nye hjemmebane Stadium of Light målt det højeste lydniveau fra publikum på et engelsk stadion. Og Stoke Citys tilhængere kan da også frembringe en virkelig flot lydkulisse på Britannia, når det virkelig kører godt for Peter Crough og Co.

Lige om lidt er flere af de legendariske arenaer der ikke mere. West Ham er ved at fortrække til et atletikstadion. Tottenham forlader sandsynligvis White Hart Lane. Chelsea er godt i gang med at undersøge mulighederne for at sælge Stamford Bridge.

Tiden er imod os stadion-nostalgikere. Snart er de her ikke mere - de engelske klubbers “rigtige” hjemmebaner. Og stemningen og magien er på retur på de, der stadig står. Der er nok ikke meget at gøre ved det. Jeg håber, at jeg når at opleve magien bare et par gange endnu - men endnu mere håber jeg for de engelske klubbers fans, at de - både for deres egen skyld, men også for min - kan opretholde den helt specielle atmosfære lidt endnu.




54 Stemmer
27 Kommentarer
Anmeld
3
Af kveo , 29/08 12:34 [0 kommentarer]
22
Af Will , 20/08 12:56 [3 kommentarer]
37
Af Jack Bauer , 19/08 00:47 [29 kommentarer]
1
Af Burkarlen , 18/08 23:04 [0 kommentarer]
9
Af VascoDeGama , 13/08 13:54 [1 kommentar]
5
Af NPato7 , 13/08 13:30 [4 kommentarer]
1
Af 2009aLYH , 13/08 16:09 [1 kommentar]
23
Af Aabskur , 11/08 19:41 [10 kommentarer]
14
Af Moelbjerg , 10/08 20:57 [12 kommentarer]
3
Af tjeeving , 08/08 10:22 [0 kommentarer]
16
Af 2009aLYH , 07/08 10:28 [2 kommentarer]
7
10
Af Moelbjerg , 07/08 00:53 [0 kommentarer]
11
Af Moelbjerg , 03/08 22:20 [18 kommentarer]
4
Af apb , 01/08 17:07 [6 kommentarer]


Henter blog-indlæg...
Henter blog-indlæg...
Henter blog-indlæg...
Henter blog-indlæg...
Henter blog-indlæg...