Nogle tanker om Ajax - Real Madrid
Skrevet af AndersAaskov
(03/10-2012 kl. 22:20)
|
|
Foto: benjamin Lybecker / bold.dk |
Som så mange andre fodboldelskere valgte jeg bruge min onsdag aften på at se fodbold i Champions League. Jeg valgte at tune ind på kampen mellem Ajax og Real Madrid, og her så jeg en ganske fin fodboldkamp. Under kampen gjorde jeg mig nogle tanker om kampen, spillerne, trænerne og stemningen, og dem vil jeg dele med jer her.
Jeg så en kamp, hvor jeg egentlig syntes, at Ajax-holdet gjorde en fin figur, men hvor de måtte sande, at modstanden var for stor.
José Mourinho valgte at stille til start med to defensive midtbanespillere, og det gav pote, da hans mandskab tilkæmpede sig en sejr på 4-1. Mourinho prioriterede i aftenens kamp at gå efter at smadre modstanderens spil i stedet for at fokusere på at opbygge eget spil - noget som han tidligere har fået stor kritik for, og som jeg selv ikke er stor fan af. Det gjorde man ved at lade
Michael Essien mandsopdække
Christian Eriksen, således at denne ikke fik lov til at udfylde sig. Omvendt spillede Ajax-træner
Frank de Boer med to offensive midtbanespillere, hvilket jeg mener var ret udslagsgivende for sejrens størrelse. Eriksen forsøgte vedvarende at ryste Essien fra sig, men Essien viste de kritikere, der kritiserede hans sommerskifte til Real Madrid, at hans transfer var berettiget. Efter 77 minutter kunne han lade sig udskifte efter en kamp, hvor han spillede en utroligt rutineret kamp, hvor han næsten holdt Eriksen helt fra fadet. Eriksen viste i momenter, hvor dygtig en fodboldspiller han er, mens der samtidigt også var situationer, hvor selv de mest enkle afleveringer ikke lykkedes.
I første halveg startede Ajax egentlig godt ud, og man forsøgte at spille sit eget spil ved at opbygge spillet nede fra egen banehalvdel - nøjagtig som de er kendt for. Ganske som på landsholdet trak
Christian Poulsen gentagende gange ned for at flytte spillet længere op på banen, men det fungerede alt for få gange helt optimalt, og spanierne fik med det samme brudt spillet, og her viste de sig farlige. Det viste sig blandt andet ved målet til 1-0. Føringen kunne sagtens have været større ved pausen, men en aldeles velspillende Kenneth Vermeer holdt Ajax inde i kampen. Christian Poulsens præstation var dog en blandet fornøjelse, og han havde flere fejlafleveringer og der var situationer, hvor det ikke helt lykkedes for ham, men i nogle momenter viste han sin rutine og fik saboteret Real Madrids angrebsspil. Før målet sad man med følelsen af, at det kun var et spørgsmål om tid, før Real Madrid fik åbnet op for målscoringen.
Det gik bedre efter pausen, hvor der ikke gik mange minutter før
Benzema med et fremragende scoring bragte Madrid på 2-0. Det kom dog efter nogle minutter hvor Ajax var gået friskt til sagen. Der gik da også kun omkring otte minutter før Ajax igen var med i kampen. Efter et perfekt hjørnespark fra Christian Eriksen kunne finnen
Moiander score på et lige så flot hovedstød. Efter scoringen livede Ajax-holdet fuldstændigt op, og spillede ganske flot fodbold, og i minutterne efter reduceringen havde man da også chancen for at udligne, da
Hoesen burde have scoret på et godt indlæg fra højrekanten. Men så skiftede initiativet igen, og Ronaldo lukkede kampen på et par minutter med to flotte scoringer, og fik med de to scoringer fuldendt sit hattrick. Ajax kæmpede fint i kampen, men modstanden fra Madrid var simpelthen for stor.
Slutteligt må jeg rose publikum i Amsterdam for at støtte holdet selvom Ajax var bagud, og jeg kan simpelthen ikke lade været med at kommentere på, at der i første halveg måtte udskiftes bolde hele to gange. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man på dette niveau ikke engang kan have bolde, der lever op til standarden. Og lad mig slutte helt af med at sige, at jeg mener, at det er uberettiget, at Kaká ikke er i startopstillingen host madrilenerne, for han spillede en rigtig flot kamp.
Fortsat god aften. :-)