Goal
Login
Nordicbet bold.shoppen Silvan Danske Bank

bold.blog

Fantastiske FC Barcelona

Skrevet af Embajadores (31/01-2012 kl. 22:44)

RangeringScore (Rank)
Spanien48 (74)
Primera Division48 (74)
Barcelona48 (54)
Seneste indlægDato
Fantastiske FC Barcelona31-01
Populære indlægStemmer
Fantastiske FC Barcelona48
Blogs
Fantastiske FC Barcelona

FC Barcelona er fantastiske. Denne blog forklarer hvorfor!

En ny blog fra en ny bruger. Denne blog vil prøve at klarlægge hvorfor FC Barcelona (FCB) er de bedste, i min optik. Et meget debatteret emne på bold.dk, og jeg har forståelse for, hvis man som modtager mener, at emnet er irrelevant eller uddebatteret.  Jeg vil gennem bloggen prøve at nuancere den gængse opfattelse af hvad FCB er for en størrelse, da der (efter min mening) sker en enten meget negativ eller positiv polarisering når snakken falder på FCB. Da blogge som regel medfører en del subjektivitet (selvom jeg forsøger at forholde mig objektivt), føler jeg derfor at jeg må klarlægge min baggrund så læseren er i stand til at vurdere mine tanker og ideer på baggrund af mit tilhørsforhold. Derfor kan læseren, med rette, sætte spørgsmålstegn til mine konklusioner og observationer. Jeg håber at en evt. diskussion og debat vil foregå i en sober tone.

Jeg er Barça-fan. Jeg har været Barça-fan siden jeg fik en ’Laudrup 9’-trøje i 1992. Ellers også var det i 1993. Jeg var en lille purk, som i virkeligheden ikke fattede at Laudrup efterfølgende skiftede til Real Madrid. Jeg vidste heller ikke at Barça havde hjemtaget deres første Europa Cup for Mesterhold’s titel eller at Danmark for den sags skyld havde vundet EM i fodbold. Så meget gik jeg ikke op i fodbold dengang—det var meget sjovere at klatre i æbletræet eller lege med LEGO—men de der fra FC Barcelona kunne jeg da godt lide, hvis der var nogle der spurgte. Omkring 1998 begyndte jeg først for alvor at gå op i fodbold. Der var VM i Frankrig og der blev set masser af bold på flimmerskærmen. 1998 var også året hvor Real Madrid vandt Champions League (CL). Real Madrid havde spillere som Raúl, Šuker, Redondo og Hierro som jeg rigtig godt kunne lide og succes er jo vejen til de fleste unge fodboldentusiasters hjerter, så en lille skabs-merengue var skabt. Desuden havde jeg også en flirt med engelske Manchester United (jeg havde begrænset adgang til spansk fodbold) som jo havde en dansk keeper med rød næse (og vandt de ikke også CL i 1999?) og italienske Roma (pga. Batistuta og et italiensk mesterskab i 2000).

Først i 2002 vandt Barça endegyldigt mit hjerte foran alle de andre bejlere. Hvorfor? – Ingen anelse. Jeg havde holdt med mange hold i en periode, så hvorfor Barça løb med sejren kan jeg ikke endegyldigt svare på. Måske var det fordi min bedste ven også holdt med dem, måske var det fordi jeg begyndte i gymnasiet og fik spansk, måske var det fordi Luis Enrique spillede for dem, måske var det fordi Laudrup havde spillet der, eller måske var der en helt anden grund. Men Barça-fan, det var jeg. Barça var ikke ligefrem overvældende på dette tidspunkt. Profilerne talte alle hollænderne (Cocu, Kluivert, Overmars, Reiziger… Brockhorst kom senere?), Rivaldo, Saviola og Luis Enrique (som var min personlige favorit). Ja, der var også en ung Xavi og Puyol, men det var nu sjældent dem som løb med opmærksomheden dengang. 01/02 endte i en beskeden 4. plads hvor CL var sikret, mens 02/03 endte i en pinlig 6. plads. Ouch! Det var skidt, men der er nok andre fans der har prøvet værre. Det mest irriterende var at Real Madrid havde vundet CL i 2002 og mesterskabet i 2003. Real Madrid havde endda vundet med store profiler som Zidane og Beckham. Hvordan var det lige at klubben havde fået råd til det? Real Madrid havde haft enorm gæld, men med hjælp fra spanske politikere fik de slettet den da de solgte deres træningsanlæg Ciudad Deportiva til overpris! 03/04 sæsonen skulle dog allerede blive et lille vendepunkt. Ronaldinho kom til klubben og en tidligere Ajax- og Milan-spiller blev ansat som cheftræner fra den lille af de to Rotterdam-klubber: Sparta. Sæsonen startede lige så skidt som de to foregående, men med lejeaftalen af Edgar Davids i vinter-vinduet og Real Madrids enorme kollaps i slutningen af sæsonen endte det alligevel med en fornem 2. plads lige bag Valencia. Siden er kun lidt gået galt og det er endt med 5 mesterskaber de sidste 7 sæsoner og 2 CL titler. Det har fået mig og andre culés helt i ekstase. Med rette, synes vi selv. Vi er de bedste og har bevist det over en længere periode. Dette Pep-team er helt på niveau med 90ernes Dream-Team eller Real Madrids Quinta del Buitre. Måske har dette hold endog et endnu højere niveau? Hvad mere er, så har Barça opnået denne succes gennem 1. det bedste og mest seværdige fodboldspil, 2. egne talenter og 3. en sympatisk- og ’Més que un club’-tilgang. Desuden er de 4. blevet udsat for hård uretfærdig kritik såsom Uefalona og FC Hollywood. Disse fire emner vil blive yderligere uddybet i bloggen

1.  Det bedste, flotteste og mest seværdige fodbold.

7 år = 5 La Liga, 2 CL, 1 Copa del,  5 Super Copa de España, 2 UEFA Super Cup og 2 FIFA Club World Cup. Der er ingen klubber der bare tilnærmelsesvis nærmer sig det samme antal titler de seneste sæsoner. Det FCB har præsteret er unikt. Alligevel er der mange som sætter spørgsmålstegn ved trofæerne. Ja, FCB var heldige med dommeren mod Chelsea. Ja, Pepes røde kort i sidste års CL udgave var tvivlsomt. Ja, heldet følger den dygtige. For at komme i situationer som disse bliver man nødt til at spille godt og gribe de chancer som der opstår. Chelsea blev godt nok snydt for et straffe i overtiden, men det havde været ligegyldigt hvis Iniesta ikke havde scoret forinden. Real Madrid fik Pepe udvist, men kunne i hjemmekampen have sikret sig et bedre udgangspunkt. Alle hold bliver ramt af dommertække (eller utække), men hvis man har bragt sig selv i en favorabel position er risikoen for at den får betydning mindre. Da Inter vandt CL var jeg også frustreret i semifinalen, men Barça kunne have undgået betydningen af dette hvis de havde afgjort tingene selv. FCBs titelhøst de seneste år kan, i min optik, retfærdiggøre at man kalder dem det bedste hold i verden. Vedbliver de med at være det? Sandsynligvis ikke. I skrivende stund fører Real Madrid ligaen med 7 point ned til netop FCB, men at negligere holdets tidligere bedrifter er omsonst.

Jeg postulerede tidligere at Barça har vundet disse titler med det bedste, flotteste og mest seværdige spil–et postulat som mange culés vil være enige i. Jeg fastholder kun første del af mit postulat, nemlig at Barça har vundet disse titler med det bedste spil. FCB må nødvendigvis have haft det bedste spil siden de har vundet flest titler (bemærk venligst at jeg her kun kommenterer på deres spil, ikke om de er den bedste klub).

Hvad med det flotteste og mest seværdige spil? Morten Olsen, Carsten Werge og andre eksperter hævder det. Men hvad betyder dette? – intet. Det er teknisk svært, ja, men det betyder ikke nødvendigvis at det er hverken det flotteste eller mest seværdige. Personligt kan jeg lide det, og det har bragt mange titler, men jeg forstår også dem der sværger til engelsk tju-bang fodbold, tysk fight eller italiensk snarrådighed (så fik jeg vidst også lige brugt alle klicheerne om de forskellige ligaer). Her begår mange culés (og jeg selv til tider) den fejl at tro, at bare fordi vi kan lide at se den type fodbold, fordi det er svær fodbold (at udføre i ren teknisk forstand) og fordi det har været den bedste fodbold (hvis man ser på antal titler) så må det nødvendigvis være den flotteste og mest seværdige fodbold. Denne taktik har været den bedste i en årrække. Før det var det 4-4-2. Før det noget andet, og der kommer helt sikkert noget 3. som i fremtiden vil være den bedste fodbold, forstået på den måde hvor man vinder flest titler.

Konklusion: Barças fodbold må de seneste år nødvendigvis have været det bedste da de har vundet flest titler, men kan på ingen måde udnævnes til at være det flotteste eller mest seværdige da det afhænger af folks individuelle præferencer.

2. Egne talenter

Valdes, Piqué, Puyol, Xavi, Busquets, Cesc, Iniesta, Pedro, Thiago, Messi og sikkert mange flere på vej. Ja, FCB har virkelig produceret mange store talenter på det seneste som distancerer dem fra Real Madrid, Manchester City og andre købeklubber. Vi culés er meget stolte over det. Det gør os til en bedre klub… Men hvorfor? Svar: det gør det heller ikke. Jeg er stolt over at klubben producerer mange talenter. Det er fedt at se en spiller som har spillet mange år i klubben slå igennem på 1. holder, men det gør hverken klubben bedre eller værre. Barça gør hvad de kan for at få succes, og deres strategi indbefatter at man satser på egne spillere, men det gør hverken denne klub bedre eller værre end dens konkurrenter. Hvis Manchester City har pengene, hvorfor må de så ikke købe Silva og Kun? Hvis Real Madrid har pengene, hvorfor skulle de så ikke kaste dem efter C. Ronaldo som er en gudsbenået fodboldspiller? Fodbold handler om titler og succes, og den succes må klubberne anvende ethvert (lovligt) middel for at anskaffe sig. Vi er heller ikke sure på Carlsberg som har bedre bryggefaciliteter end Nørrebro bryghus. Eller Novo som har et større laboratorium end Lundbeck. Hvis man har midlerne, så køber man de nødvendige aktiver for at få succes og man må selv vurdere hvilke aktiver der er de bedste. Desuden er mange fans meget subjektive og relative med hensyn til begrebet købeklub. Subjektive fordi de bestemmer hvornår noget er, eller ikke er, en købeklub. Nogle siger FCK er en købeklub, fordi, set i relation til de andre hold i Danmark, de bruger mange penge. En engelsk eller spansk klub med samme budget bliver næppe set som en købeklub. Og hvis man endelig var det, hvad er der så galt i det? Jeg var i hvert fald ikke mindre Barça fan da alle hollænderne løb rundt og vores største profil var en langhåret gut vi havde købt fra Paris. At man er glad for, at vi har egne talenter kan altså ikke retfærdiggøre at man mener at FCB er bedre end alle andre. Desuden ville fans af rivaliserende klubber, hvis man netop påpegede at FCB var bedre pga. egne talenter, kunne fremhæve vores køb af Zlatan, Cesc (ja, han spillede ungdomsfodbold på La Masia, men han blev altså også lige købt tilbage for mio. € 30+), Villa, Alves osv.. Desuden skal vi også huske på at vi ikke altid har produceret samme mængde talenter (og sikkert heller ikke får det i fremtiden) og der havde vi ingen problemer med at bygge holdet op om spillere udefra. Min egen frustration over Real Madrids galáctico hold i start 00erne var altså udelukkende baseret på at Real Madrid kunne købe bedre spillere end Barça. Ikke at de brugte flere penge.

Konklusion: Brugen af egne spillere gør hverken Barça bedre eller værre end alle andre. Man bruger de midler man har for at få succes.

3. En sympatisk- og ’Més que un club’-tilgang

Havde tænkt mig at lave et indslag om dette. Bielsabub kom mig i forkøbet. Læs:

http://www.bold.dk/blog/1669/6/Arrogante-Barcelona

Konklusion: Més que un club skal ikke ses som arrogance. FCB vil gerne vinde som alle andre og det er subjektivt om man kan lide deres måde at agere i medierne. Man kan ikke bebrejde FCB for at nogle medier har en positiv eller negativ indgangsvinkel til FCB-relaterede historier, men derimod forholde sig til kilden selv (fx kan man ikke blive sur på FCB over at TV3-Luna siger noget positivt). Omvendt bør culés feje for egen dør, før de beskylder andre klubber mv. for at have ringere moral.

4. Hård uretfærdig kritik såsom Uefalona og FC Hollywood

Der er koldt på toppen! Pga., efter min vurdering, fejlfortolkning af de 3 foregående temaer er Barça blevet udsat for hård uretfærdig og unanceret kritik. Alle, og her mener jeg alle, benytter sig af feje kneb og skuespil. 6eren’s ”Verdens bedste fodbold”-program bekræfter mig i hvert fald at skuespil og grove tacklinger ikke er noget man kun finder i spansk fodbold og på Camp Nou. Det er dog ikke mærkeligt at folk har en stærkere holdning til FCB end Wigan og der kommer af den grund naturligt mere fokus på problemet. Undskylder jeg FCB? Næ, men som i konklusionen fra før vil jeg blot sige at man skal feje for egen dør. Det er lettere sagt end gjort, og jeg følte også selv at Real Madrid var i gang med en stor konspiration mod Barça (ja måske resten af verden), da de noget suspekt solgte sine træningsfaciliteter. Ligesom nogle synes at Barças nuværende dommerkendelser er suspekte. Dengang, som nu, må man dog bare erkende at det er et resultat af misundelse. Real Madrid handlede dengang efter bogen (alligevel var jeg sur), som Barça gør nu. Alligevel er det forståeligt at være indebrændt. Man bør bare spørge sig selv hvad den egentlige årsag er til dette?

Konklusion: Man har en tendens til at udpensle det misundende holds fejl og mangler samt indikere at det de har opnået er sket gennem snyd eller held.

Konklusion:

Barça er hverken en bedre eller værre klub end andre, selvom de har haft det bedste spil (flest titler) de sidste år. Jeg synes FCB er fantastiske fordi de giver mig gode oplevelser, jeg nyder deres spil, deres ageren og deres historie. Vi culés synes selv at de er de bedste, men bør have forståelse for at andre har en anden opfattelse. Ligeså bør merengues, colchoneros og andre anerkende de resultater som Barça har opnået.

At vi værdsætter klubbens nuværende succes og måden hvorpå den er opnået er ikke (eller bør ikke være) et udtryk for at vi føler os overlegne eller at vi benytter os af den ”rette” metode og ser ned på andre. Barcelona er hverken frelsere, guds gave til fodbolden eller djævelen selv, men en klub som prøver at skabe succes gennem en specifik arbejdsmodel.

Andres holdninger vedrørende FCB bør heller ikke have en affekt på ens forhold til klubben, da man bør gå til kilden selv. Folk som har en dårlig opfattelse af Barcelona (bortset fra merengues, dem under jeg det) bør spørge sig selv om hvorfor de kommer med konspirationsteorier eller skal bruge andre argumenter der kan negligere FCBs meritter. For mig er Barça fantastiske. For dig, måske ikke.

¡Visca el Barça!




48 Stemmer
47 Kommentarer
Anmeld
31
Af LRansborg , 20/05 21:15 [13 kommentarer]
6
Af Adriaanse , 21/05 10:42 [4 kommentarer]
2
Af 1917SIF , 21/05 15:57 [6 kommentarer]
5
Af jesperiksen , 20/05 20:26 [1 kommentar]
21
Af MrGuruguy , 18/05 11:38 [7 kommentarer]
11
4
16
Af CSJDKK , 17/05 17:18 [36 kommentarer]
21
Af Eglotz , 17/05 10:09 [23 kommentarer]
61
Af XanderGSA , 16/05 18:07 [73 kommentarer]
10
Af _Pell_ , 16/05 16:12 [6 kommentarer]
7
Af SocBlogz , 16/05 15:20 [1 kommentar]
44
35
Af MartinDan , 14/05 19:21 [14 kommentarer]
25
Af Cityfan.dk , 14/05 14:45 [39 kommentarer]


Henter blog-indlæg...
Henter blog-indlæg...
Henter blog-indlæg...
Henter blog-indlæg...
Henter blog-indlæg...