Dagen derpå
Skrevet af jubeloptimisme
(13/10-2012 kl. 20:59)
Sørens også!
Hm.. Dagen derpå må det være på plads med en kort kommentar om de danske spilleres præstationer. 1-1 var desværre, hvad det kunne blive til. Bulgarerne kom åbenbart på banen 10 minutter før danskerne. På en grå regnvejrsdag som denne kan det være svært at opretholde præmissen for denne blog - optimismen. Jubeloptimisten søger imidlertid trøst i, at folk som Astrid Kragh trods alt må have det værre.
Nå ja, så tager vi selvfølgelig de 3 point på tirsdag mod italienerne. Kan I huske, hvad der skete i Portugal, da vi lige havde spillet 0-0 mod Ungarn?
Stephan Andersen:
De bulgarske TV-producere nåede knap at fange optakten til Bulgariens scoring. Det samme kan siges om Stephan Andersen, som kom skidt ud ved indlægget. Herfra skal der imidlertid lyde et "kom igen" snarere end et "havde vi bare haft Lindegaard", som andre medier ellers har sukket. (Andersen vs. Lindegaard-situationen tages op i et senere blogindlæg). Andersen har generelt leveret flotte præstationer for Danmark, og herfra er der en tro på, at der blot er tale om en enlig - om end potentiel dyr - svale. Episoden slog heldigvis ikke Andersen ud. Efter det røde kort udviklede kampen sig til et sandt powerplay. Her gik Andersen korrekt frem til kanten af feltet, hvorfra han i en sweeperposition stille og roligt kunne opsamle de bulgarske stikninger.
Lars:
Han er ikke bare skidesød. Han er også solid, ham Lars - måske den mest solide højreback på landsholdet i mange år. Desværre bliver det ofte ved det solide. De mere farvestrålende tendenser fra hans FCK-kampe må gerne overføres til landsholdet. Ja ja, niveauet er naturligvis et andet på landsholdsplan, men særligt på en dag som i går, er der brug for aggressive backs til at skabe bredde og dynamik i angrebsspillet.
Agger/Kjær: Generalen og Krigeren. Jubeloptimistens foretrukne duo (endnu). Agger missede indledningsvis "Agger-finten" og gav et dumt indkast, der sidenhen førte til målet. Et mål, hvor Simon Kjær måske kunne have være bedre placeret. Efter det røde kort en helt anden kamp, hvor de to centerforsvarere blot skulle stå og samle op og fordele. Det gjorde de ganske glimrende. Kjær blev tilmed noteret for et field goal i overtiden.
Wass:
Det ser aldrig godt ud, når modstanderen får lov at slå en assist fra éns markeringszone. Wass kom da også noget usikkert ud. Bedste aktion var vel episoden omkring røde kort, som Wass dårligt kan tilsrkives æren for. Dog må man heller ikke glemme Wass' overlap ved Krohn-Dejligs assist til Bendtner. Overlappet fikserede bulgarernes forsvar og gav mere plads til Krohnen. Desværre var der for få af disse overlap. Som nævnt i seneste blogindlæg er det et generelt problem, når der gøres brug af en højrebenet på venstre back.
Mtiliga:
De ovenstående overvejelser var formentlig også bevæggrundene bag trænerteamets beslutning om at bringe Mtiliga i spil. Qua sit venstreben er Mtiliga mere offensiv i venstresiden end Wass. Det falder ham mere naturligt at komme i overlaps. Desværre lykkedes Mtiliga ikke rigtig med at holde bredden i går. Han kom for sjældent med i overlap, hvorfor han heller ikke rigtig kom til indlæg.
Var bedre end Wass, men vil mest blive husket for de abelyde, nogle bulgarske bumser kom med (#langtunderstandard i øvrigt).
TK:
Der var lagt i kakkelovnen til en seværdig rokade op til kampen: Nicolai Jørgensen skulle spille Eriksens plads som 10'er, mens Eriksen skulle rykke en plads tilbage og spille 8'er på bekostning af TK. Denne ellers spændende konstellation blev som bekendt forpurret af Jørgensens skade. I stedet fik vi samme midtbane, som den mod Tjekkiet. Dermed fik TK en mulighed for at overbevise trænerteamet om, at konstellationen med Jørgensen-Eriksen-Kvist var en tåbelig tanke. Den chance greb TK ikke. For langsom i boldomgangen og for indirekte i sine afleveringer. Fik aldrig sat sig på midtbanen - lidt Leon A attitude ville pynte. Minder som type for meget om Kvist, hvilket også forklarer udskiftningen, da Danmark skulle frem og dominere.
Kvist:
Gør som sagt ofte de samme ting som TK, om end han gør dem bedre. Kommer mest til sin ret, når han ligger side om side med en mere direkte midtbanetype, der ikke vender sidelæns eller bagud med hver eneste førsteberøring. Kom ligesom TK sløvt ud til kampen, hvor bulgarerne satte sig på midten. Efter det røde kort blev det i høj grad hans opgave at sætte spillet op fra midten. Spiller til tider, som om han tror, at han er farligst på sin femteberøring - tendentielt går de ti hvert fald for langsomt. Kvists kløgt var ualmindelig svær at få øje på, da han kort efter pausen begik et klodset frispark på baglinien, der nær havde kostet et livgivende straffe til Bulgarien.
Eriksen:
Onde tunger siger, at Junior ikke har haft en god kamp siden venskabskampen mod England, hvor han overstrålede alt og alle - ikke mindst Wilshere. Herfra erkendes det, at Eriksen endnu ikke har tangeret niveauet fra den famøse kamp, men mindre kan også gøre det. Han var altså en sand fryd for øjet dengang. I et interview med EB i går, udtalte Eriksen sig for en gangs skyld i førsteperson. Det lovede umiddelbart for, at Eriksen også på banen ville være mere direkte. I går var da også en ganske udmærket præstation fra knægtens side. Eriksen var trods de svære powerplay-betingelser med i flere gode aktioner. Desværre var det lige-ved-og-næsten. Lige-ved-og-næsten blev Krohn-Dejlig spillet fri. Lige-ved-og-næsten bragede Eriksen et langskud i mål. Desværre var overliggeren i vejen. Lige-ved-og-næsten blev Eriksen matchvinder med et skud fra kanten af feltet. Bulgariens keeper ville det dog anderledes og hev en feberredning frem. Lige-ved-og-næsten. Den er der snart, Eriksen.
Rommefar:
I seneste blog argumenterede Jubeloptimisten for, at Rommefar burde starte inde (http://blog.bold.dk/jubeloptimisten/regaring-rommedahl/). En sådan argumentation står og falder ikke med en enkelt kamp. Men lad det da være sagt med det samme, at gårsdagens kamp ikke var blandt Rommes bedste. Så langt fra endda. Han formåede ikke selv at bringe sig i gunstige positioner, ligesom hans holdkammerater heller ikke havde held med at sætte ham op. En enkelt gang lykkedes det dog, og her blev det til et fint løftet indlæg, hvor Cornelius kom en kende for sent. Alt i alt anonymt. Trænerteamet kunne godt have brugt deres sidste udskiftning her, men de valgte ikke at gøre brug af den. Formentlig mente de, at det ville blive for snævert, hvis eksempelvis Kalle kom på banen.
Cornelius:
Kampen i går viste tegn på, at den lille guldfugl endnu ikke er flyveklar. Det var tydeligt, at Corner kun har trænet få gange med landsholdet og derfor endnu ikke har fundet sig helt til rette i samspillet med de andre. Løb ofte for sent - og flere gange forgæves. Det skal retfærdigvis siges, at de manglende indlæg fra backs og kanter (jf. ovenfor) også rummer en mængde forklaringskraft ift. Corners usynlighed i går. Var vel tættest på, da det for en gangs skyld lykkedes Rommefar at finde ham. Førsteberøringen har stadig godt af lidt træning.
Krohn-Dejlig:
Når det kommer til Krohnen vil jubeloptimismen ingen ende tage. Det var ikke Krohnens bedste dag i går, men selv på en sådan dag viser han, at prædikatet som "landsholdets strateg" er berettiget. Jubeloptimisten havde spået 2 Krohn=>Bendtner-kasser. Desværre blev det kun til en. Har fået en flot start i Celta og var en af de mere udfordrende i går. Skal som minimum nomineres til "Årets Danske Fodboldspiller 2012".
Bendtner:
Bendtner is back - og hvor er det skønt! Har tydeligvis godt af kampform ift. at holde 90 min., men målinstinktet fejler ikke noget. Er ubestridt Danmarks bedste angriber p.t. og besidder efterhånden en flot scoringsstatik i landsholdssammenhæng. Med sin scoring i går tangerer han nu store spillere som Brian Laudrup, Allan Simonsen og Flemming Povlsen. Lavede en rigtig fræk detalje op til Christian Eriksens store mulighed. Kampen i går har kun givet ham mere motivation til kampen mod Italien. En oplagt mulighed for at vise Conte, Giovinco og alle de andre, hvem der bør spille for Juventus.
Mere om den kamp i de kommende dage. Fortsat god weekend!
//jubeloptimisten
Jubeloptimisten er 100% dedikeret til vores danske fodboldlandshold. Skriver om både stort og småt vedr. de danske helte. Er først lige kommet online, men vil med tiden være aktiv med både blogindlæg og tweets. Hjælp Jubeloptimisten i gang på twitter og facebook:
http://twitter.com/jubeloptimisten
http://www.facebook.com/pages/Jubeloptimisten/114465948710201