bold.blog

Sknatlos reglement. 9 regler der ville gøre fodbold sjovere.

Skrevet af Sknatlo (23/10-2012 kl. 19:54)

Du keder dig. Spelt IF er bagud med 10-1 imod FC Nordvestgrønland, og det førende holds sweeper, der vidst nok har spillet divisionsbold i Roskilde engang, har netop losset kommunens eneste læderkugle i kredsløb om Saturn. Træneren græder og påstår, at hele klubbens budget gik til den ene kampbold, og iskoldt sendes et helt yndlingehold ud i majsmarkerne for at lede. ”De er jo ikke gratis sådan nogle Select! Snotunger…”. Din kammerat har spildt varm øl i dit skød, tabt sin halvrå grillpølse i brystlommen på din habitjakke og sover nu åbenlyst op ad dig med savlet dryppende taktfast ud af gabet. Ikke just noget der hjælper på dine latente tømmermænd. Du har stadig smagen af remoulade i svælget, og i dit baghoved har nogen skrevet, ”verdens største pikspiller”, i dit hår med en barberhøvl, der efter sårskorperne at dømme må have været marginalt skarpere end en ske. Du har sovet det meste af natten i et fuglebad, og forsøger svagt at erindre, om billederne af den lidt for kærlige allike blot var noget du drømte. Du trænger i høj grad til underholdning. Et beskedent håb som fodboldreglementet i sin nuværende form tit ikke formår at opfylde, medmindre spillerne på banen kan gøre ting med en bold der kan få voksne mænd til græde og få tatoveret andre mænds navne på deres krop, (og i øvrigt inkasserer en sum svarende til bruttonationalproduktet i Angola for det i månedsløn).

Men frygt ej, for Sknatlo er tilbage! (Indsæt selv fanfare på valdhorn og sækkepiber, og ondskabsfuld joke om at ingen kan huske den sidste blog alligevel).

Kun få måneder er der gået siden bloggeren sidste gang kiggede frem fra sit usle hul, for at revse tilfældige ting i fodboldens verden, men inden nogen galper, ”er De inde i en stime hr.?”, så læs først hvad der er at prædike denne gang. Måske støder jeg nogen på vejen, men som altid er I velkomne til at skrive, så skal jeg personligt sende Justin Bieber for at vræle et opmuntrende kvad. Og jeg skal nok sørge for at han bliver lystigt akkompagneret af en lirekasse, Slagelse pigegarde på klingende harper og østrigsk marchmusik fra en rusten højtaler.

De to sidste gange har bloggen peget fingre ad problemerne. Nu bliver den i stedet en del af den glorværdige løsning. Måske…

Den lusede hater dypper fjerpennen i blækhuset, han som en anden bums bærer rundt i lommen, og giver sig til at grifle. Endnu en gusten liste er på vej. (Denne gang er det personligt).

1. Mål giver point. Nu må galskaben for alvor stoppe! Findes der noget mere kvælende trist end APOEL Nicosia og Basel, der begge to er så bange for at modstanderen skal score, at keeperen nærmest smugler mursten og fugeskum med ud i underbukserne for at mure målet til. Bare for en sikkerheds skyld. Nej vel? Reglen om udebanemål blev indført for at skaffe flere mål, men i stedet har den blot bidraget til flere indkast, mere lossebold og flere spontane dødsfald på tribunerne.

”Faktatid: Danmarks Statistik fastslår rent faktisk, at 43 % af dødsfaldene, iblandt tilhængere af storhold de sidste 10 år, skyldes uheldige nederlag på reglen om udebanemål. (18 % skyldes derimod alkoholforgiftning, imens at 7 % skyldes voldsomme selvmord iblandt svagtseende tilhængere, der ved et uheld er gået til badminton i stedet. 1 % skyldes folk der på stadion erklærede deres uhørte kærlighed til kongehuset. Resten må betragtes som naturligt svind).”

I stedet vil jeg foreslå at man bare generelt begynder at belønne mål mere rundhåndet. Scores der i det sidste kvarter tæller målene dobbelt. Er det målmanden der scorer gælder det for tre. Er det derimod folk fra Georgien, så er det annulleret. Prompte. ”Kebashhviiilliiisenhviliii får den over stregen, men heldigvis er der kun ti minutter tilbage, så det er naturligvis annulleret. Han får samtidig en advarsel for brok. Og en flad for at skampule bogstavet ”i””.

2. Alle hold skal have deres egen Stig Tøfting, og også deres egen Mario Balotelli for den sags skyld. Spillere med kant. Og storhedsvanvid. Vi vil have spillere der kommer kørende til kampene i en guldbelagt damptromle, med en havannacigar pendulerende i mundvigen og et DGI syvmandshold til at rulle den røde løber ud. De skal have sokker af silke, coke gemt i sålerne og et ego så stort, at de må udvide Camp Nou for at der er ordentlig plads. Ekstra Bladet må ansætte flere folk til at følge med i alle skandalerne, i en sådan grad, at vejen op til Vestre Fængsel atter må skifte navn. Denne gang opkaldt efter den lokale venstre kant, der i en rus har soloopført Klodshans midt på torvet, kun iført stjålent kødaffald.

Man bliver notorisk sindssyg af spillere der går i et med græsset og besvarer alle spørgsmål med et grynt og, ”vi stod godt på banen. Vi fik ikke tre point, men Amerikansk Samoa er også et godt hold”, og andet pjat. Det er lige så inspirerende som en lapdance til en blind. Så fyr den af med eskapaderne Nicklas Bendtner. Vi er mange der hepper. Ikke på banen selvfølgelig, du er jo eventyrligt dårlig, men sådan generelt.

Hvor meget mere respekt ville man ikke få for Jeppe Curth eller Mikkel Beckmann, hvis de tonede frem i Nyhederne under overskriften: ”Fodboldspiller udtaler, ”Baumgartner er svans. Point på lørdag, og jeg gør det uden rumdragt. Nøgen. Med bind for øjnene. Fra Saturn. Sammen med Fetterlein””.

3. Brændes der for mange gange, så vanker der buksevand. Så tænker Jakob Poulsen sig nok lige om en ekstra gang, inden han for 26’ende gang sender bolden ud af stadion. Folk der bruger halvdelen af deres vågne tid på at trille med læderkuglen, de har den onde fløjte mig, bare at ramme det mål noget mere. Og hvis de ikke kan det, så må de aflevere i stedet eller betale prisen.

Reglen kunne samtidig levere lidt tiltrængt underholdning i et ellers meget lige bundopgør, hvor egnens fugle allerede har indgivet adskillige klager for angreb på deres person og stadions naboer efterhånden har nok læder i deres baghaver, til at ombetrække hele sofagruppen. ”…og Spelmann modtager bolden. Han tager et træk, trykker af og… den går forbi. Langt forbi. Man kan allerede se frygten i hans øjne. Han ved hvad der sker nu. Og se. Se der. Samtlige spillere på bænken stormer ud på banen. De får straks assistance af 5. og 6. dommeren, der altid står for at udføre straffen. Jeg anede slet ikke at de lavede dommertøj i den størrelse. Dør man ikke hvis man tager så mange steroider? Og er det overhovedet tilladt for en dommer at gå med kniv? De har nu fat i Spelmann. Han græder kan jeg se. De slæber ham ned i spillertunellen, og jeg kan kun forestille mig de rædsler der nu udspiller sig på toilettet i omklædningsrummet. Kan jeg høre skrig? JEG KAN HØRE SKRIG! SKRIG OG VAND! Ydmygende siger jeg jer. Men tilbage til kampen…”

4. Trænere der ikke jubler skal forbydes. Nu må de sgu lige komme ind i kampen. Bogstaveligt talt. Fodbold handler om nerve og glæde, og der findes intet værre end en træner der nærmest er groet fast i sin stol. Jeg sidder derhjemme, med maling i ansigtet, øl i hånden og når først bolden bliver fumlet ind over stregen, så er det som om at en orkan går igennem lokalet. Næverne ryger i vejret, et jubelbrøl får genboen til at vælte ud af sengen og med overstadig lykke i øjnene kysser jeg først fjernsynet, så katten, så logoet på min trøje og så fjernsynet igen. Jubel. Lige indtil der klippes til træneren. Han er ligeglad. Sidder bare som om at det hele ikke rager ham, og som en bristet drøm tabes min glæde på gulvet. Gnisten er pustet ud. I min ulykke mister jeg endegyldigt troen på at der findes en gud, alt imens at fodboldhøvdingen blot fortsætter sit maskespil i mit TV. Han retter på sit halstørklæde, siger et par ord til assistenten og råber til sine spillere at de skal komme på plads.

Nej, det må stoppes! Fluks! I stedet bør jublende adfærd belønnes. Et ekstra point i tabellen til den træner der formår at komme med den vildeste jubelscene. Så kunne vi se Michael Laudrup sprinte ud på banen når Swansea scorer, og med lykkeligt vanvid i øjnene kaste sig over Michu. Han ville jublende flå skjorten af og måne alle modstanderholdets fans, inden han ville overfalde den anden træner, skrålende, ”god tur hje-em, god tur hje-em”, for derefter at hive en bane amfetamin frem og sniffe den direkte på håndryggen. Skældsord og smædesange ville danse ham om hovedet, og imens han blev slæbt væk af vagterne, ville han have held til stjæle en trøje fra en rivaliserende spiller og sætte ild til den på maven af sig selv. Han ville blive kendt som ”the Manager from Hell”, og så i øvrigt aldrig få lov at vise sig til en velgørenhedskamp igen. Den pigeskole bliver aldrig sig selv…

5. Hooligans opdrættes i lejre til husbehov. Hvilken klub har ikke tænkt, ”ej, hvor kunne det være fedt at have en hær af supportere”. Ikke at der ikke allerede findes tilhængere der opfører sig som soldater på vej i krig, men en hær man kunne kontrollere. Derfor bør der være et sted, hvor klubben spytter i kassen, for at få oprettet en form for lejr. Den kunne for eksempel hedde, ”Ungdomsafdeling”. Her skal ægte fans kunne sende deres børn hen, for at blive hjernevasket til at tjene klubben. Fanatiske lejrledere i alt for små træningsdragter, skal iskoldt forme de små psykopater, til blindt at adlyde deres mindste vink. De ender med at sove med romerlys under hovedpuden, kunne alle klubbens tidligere landsholdsspillere på fingrene og spontant gå amok når de støder på modstandernes logoer. Samtidig gøres de særdeles blinde overfor alle ledelsens forsmåede fejltrin.

De opdrages systematisk til at støtte op om alle lovforslag der sprøjtes ud fra klubbens top, og så ellers bare brøle med i kor når slagsangene gjalder ud over slagmarken, hvor alt der engang var godt for længst er visnet. De aflønnes i spillertøj med autografer, bolde med logoer på og fodboldture til Vestjylland. Til sidst står kun den rene rå hooliganisme tilbage i organismen, og den er nu klar til at blive sat i arbejde for sin herre – der fra sit kontor skuler ud over sit imperium. Vel vidende at hans onde komplot bærer frugt, og at ingen kan gøre ham noget.

NB: Dette er et fiktivt eksempel! Der nævnes ingen navne, og enhver lighed med virkelighedens Per Bjerregaard er tilfældig.

6. Kasteskyts skal vælges med omtanke. Du kender ham godt. Han står tit foran dig på stadion. Armygrøn dynejakke, jeans fra 80’erne og mørnet Kappa-kasket på issen. Han sniffer taktfast et gråligt pulver, som han trækker frem fra en beholder, du synes minder ubehageligt meget om en urne, og du forsøger i det hele taget at holde god afstand. Dommeren fløjter, og han kommer på benene. ”Skan-da-le-dommer”, eller en anden original sætning, der bærer geniets umiskendelige signatur, bobler frem fra hans mund, og så er det at han går i lommerne. For kastes ting, det skal der. Et øjeblik overvejer han urnen, inden han til sidst finder sin mobiltelefon eller sin pung frem, og kaster efter fantasterne på grønsværen.

Lad os blive enige om, at det er ikke i orden. Naturligvis skal der kastes ting efter Dennis Rommedahl når han ikke gør det godt nok, (måske Brøndby så burde udstyre ham med en hjelm), men der skal rettes op på hvad der kastes. Naturligvis må det ikke kunne gøre rigtig nas. Øl bør være godkendt. (Naturligvis ikke selve ølglasset, så kan du jo ikke hente dig en fad mere, eller modtage halvdelen af din vens forsyninger). Puder og lignende genstande er også i orden. Så kan klubberne samtidig få ekstra indtægter ved at lade et lille spil køre tilskuerne imellem. Det koster 10 kr. ekstra på billetten, og så får man fem puder/havehynder/tæpper der alle skal bruges under kampen. Den der rammer flest spillere får en præmie. Jo hurtigere og mindre en spiller er, jo flere point skal han give. Så kan Andreas Laudrup også prøve at være den mest populære spiller i Superligaen.

Kastes der andet end øl og bløde genstande, sættes gerningsmanden i gabestok foran Brøndby Stadion. Iført en FCK-trøje. Med bind for øjnene. Og teksten, ”Eggen var en bøsserøv, og Sand var til grin”, tatoveret ikke uden videre kønt i panden.

7. Står det 0-0 ved fuld tid, spilles der Sudden Death. Dette foregår ved at begge trænere pludselig dør. Så må de sgu satse lidt offensivt…

8. Sammenligninger imellem Messi og Ronaldo forbydes. Man skal efterhånden bruge både hænder og fødder, for at tælle de utallige indlæg der er ved at kvæle nettet, om hvorvidt Messi egentlig er bedre end Ronaldo eller vice versa. Det må og skal stoppe. Folk der føler trang til at debattere dette uhyre vigtige aspekt af fodbolden, kan mødes på særligt udvalgte steder (i nogle kulturer kaldet ”Østeuropa”), og så ellers kæmpe til døden for deres standpunkt. Sælg billetter til det, og få en fest op at stå. TV3 vil helt sikkert gerne filme det…

Og ja, jeg ved godt at ham den ene er genialt god til frispark, har hjernedød teknik, en power der kunne gøre et sort næsehorn jaloux, sparketeknik der får guderne på Olympen til at tude, primadonnanykker der får Zlatan til at ligne en seriespiller og samtidig i det mindste har en smule karakter og udstråling, og at ham den anden er fra… Argentina…

Men vi gider ikke høre om det!

9. Folk der laver uendelige lister over ting skal forbydes. Find dog noget konstruktivt at bruge tiden på i stedet. Få et arbejde. Skriv en kronik. Flyt til Ribe. Bare et eller andet. Stram op!

Så skulle det vidst være sat fint på plads. Så er det bare vente til FIFA svarer på den fine fax der er blevet sendt af sted med faksimile. Indtil da skal jeg med glæde overveje en blog mere, hvis ikke verden går under, Per Bjerregaard finder frem til mig eller de kører tilbud på tomatsuppe i Spar. Man kan jo aldrig vide…

Håber I har moret jer. Spil ordentligt, og gå altid efter manden. Jernknopper er sagen. Møs <3

\\Sknatlo - Ridder af det gyldne hjørneflag og dommerkastets evigt skulende discipel