bold.blog

RLFM: Oppe af det sorte hul

Skrevet af Pierre (12/09-2012 kl. 13:16)

Jeg har egentligt været tilbage fra Kenya i halvanden uges tid nu, og har flere gange ville opdatere bloggen, men jeg har befundet mig i en nærmest depressionsagtig trancetilstand, efter hvad jeg oplevede forrige søndag. Jeg så voksne mennesker græde, og mistede troen på kenyansk fodbold i en periode, men vi giver ikke op.

Det hele startede egentligt ganske fint. Som jeg måske har nævnt tidligere, arbejder jeg som konsulent for et kenyansk online-medie, og var i den forbindelse i Kenya. Egentligt skulle vi slet ikke have spillet imens jeg var dernede, men på grund af dårlig planlægning af programmet, var vi pludseligt tre kampe bag alle de andre tophold, og to af vores kampe blev derfor rykket frem.

Lørdag hoppede jeg i flyveren til Kisumu, hvor vi skulle møde Kisumu Municipal. Det eneste hold, der indtil videre har formået at tage point med fra vores hjemmebane i år, da de fik 1-1 i første opgør. Kisumu er ikke noget fantastisk hold, men lidt talent er der. Selvom det er Kenyas tredje største by, har de kun et hold i den næstbedste række, så dette er holdet hvor lokale fodboldsspillere søger hen.

Vi kom hurtigt foran, på endnu et frisparksmål af Noah Abich, og holdt føringen kampen igennem. Jeg var før kampen nervøs for hvad dommeren kunne finde på, men han viste sig at være ganske fornuftig, og vores sejr var fortjent. Efter kampen fik jeg at vide, at vores rivaler fra Kakamega Homeboyz havde betalt modstanderens spillere for at slå os, og ejeren var også tilstede på stadion.

Jeg har som sådan ikke så meget imod at man motiverer sin modstanderes modstandere, det har vi prøvet nogle gange nu. Problemet er, når man motiverer dem så meget, at de motiverer dommeren. Det var præcis hvad der skete dagen efter, da vi tog til Eldoret, for at møde det ellers åh så kristne hold GFC 105.

Kampen startede ellers fint og fornuftigt, og vi kom foran, igen takket være Abich' højreskøjte på et frispark. Første halvleg pressede vi dem i bund, havde afslutninger afværget på stregen osv. Vi var ganske enkelt bare ikke skarpe nok, og det var vores fejl, for i anden halvleg skiftede dommeren fra neutral til kæmpeidiot, og to straffespark og et rødt kort senere havde vi tabt kampen 3-2, i det mest sindsyge drama jeg længe har oplevet.

Allerde da vi scorede til 1-0 diskutterede dommerne i fem minutter om målet skulle annulleres, fordi en fan, de havde sendt væk af uvisse årsager, løb ind på banen og jublede med spillerne (og alle os andre). Der kunne vi godt se hvor det kunne gå hen af. Det første straffespark kunne måske forsvares, med da han smed vores forsvarsspiller King ud fordi bolddrengen sagde til linievogteren, at han havde kaldt ham idiot, begyndte det at gå helt galt.

Flere gange måtte vi ind på banen og hive spillere væk, der ville brokke sig til dommeren, og da han dømte straffesparket ved stillingen 2-2, troede jeg reelt dommeren ville få tæsk. Spillere, trænere og fans jagtede dommeren rundt og råbte af ham, men han var is kold. Han var sat på en mission, og den udførte han.

Straffesparket blev sendt ind via stolpen, og selvom der burde have været 10 minutters tillægstid, lykkedes det os heldigvis at få stoppet kampen. Vi vidste godt den var tabt, og det eneste vi kunne få ud af at blive ved med at spille var flere røde kort. Abich var tættest på, da han som et frustreret barn ville tale med dommeren, og skiftevis brød ud i tårer, og gik truende frem mod dommeren, tydeligvis så frustreret at han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv.

Stemningen efter kampen var noget af det mest ubehagelige jeg har oplevet. Jeg tror den var præcis som hos et hold der har tabt Champions League-finalen i overtiden, efter at have ført hele kampen. Folk sad og stirrede tomt ud i luften. Jeg gik selv fire gange hen til dommeren, selvom de var knap 100 meter væk. Jeg gik hen, stirrede på dem, vendte om, og gik væk igen. Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville, men jeg havde lyst til både at råbe af dem, og slå dem, men også spørge dem hvor meget de var blevet betalt.

Det fandt jeg ud af senere. Nogle af modstanderne indrømmede over en kop øl, at de havde brugt nogle af pengene fra Homeboyz til at fikse dommeren, da de så ville få flere penge ud af det. Desværre har vi ingen beviser for det. Hvad jeg dog ikke ville give for beviser, så vi kunne få dem ned med nakken, men det er desværre ikke lykkedes os at få det endnu.

Det sendte både mig og de andre i AllStars ned i lidt af en mental krise hen over mandagen, men jeg er ret imponeret over hvor hurtigt spillerne rejste sig igen. Enkelte foreslog selvfølgeligt at vi gjorde det samme, for at udligne den fordel Homeboyz giver sig selv, men primært var der en følelse af 'de kan rende os i røven, vi tæver dem alligevel'.

Det beviste spillerne så i søndags. En af årets sværeste udekampe blev vundet, da Michael Kamau sikrede sejren mod Nzoia, og derfor ligger vi stadig lunt i svinget. Vi kan stadig blive nummer et, når vi får spillet den kamp vi er bagud, ganske vist kun på en bedre målscore, men det er stadig nummer et.

Vi er tilbage fra det sorte hul Homeboyz sendte os ned i. Nu må vi kæmpe hårdt for det ikke lykkedes dem at sende os derned igen, projektet er alt for vigtigt til en korrupt bankrøver med sit eget fodboldhold skal ødelægge det.