bold.blog

RLFM: Med ungerne til storbyen

Skrevet af Pierre (26/09-2012 kl. 11:29)

Der er en tendens til at mit fokus ender på seniorholdet. Det er naturligvis fordi deres oprykning skal finansiere de andre hold, og de sluger størstedelen af budgettet, men mange af de sjoveste oplevelser, hvor jeg virkeligt kan mærke at man er i en anden kultur, og gør en kæmpe forskel, er faktisk med de yngste.

Sidst jeg var i Nairobi i forbindelse med mit arbejde, var jeg så heldig at der var en ungdomsturnering 300 meter fra mit hotel, og AllStars yngste spillere deltog. Turneringen var for østafrikanske hold, og vi havde hold med i kategorierne U9, U11 og U13.

Selve turneringen var rystende ringe afviklet. Jeg har først og fremmest aldrig set så meget alderssnyd, som der var i den turnering. Robert havde gjort meget ud af at tjekke og dokumentere vores spilleres alder, så vi var sikre på at vi overholdte reglerne. Det var næsten synd.

Vores modstandere var i gennemsnit mindst et hoved højere end vores spillere, og nogle var også alt for modne i deres spil. Om jeg begriber at man gider rejse fra Uganda for at deltage i en U9-turnering, med et hold fyldt med spillere på 12-13 år.

Ikke desto mindre var det ikke før slutningen af turneringen, at ledelsen fik nok, og begyndte at smide hold ud. Faktisk har jeg aldrig oplevet en turnering med så mange indsigelser til protestudvalget, og skrivebordsafgørelser. Der var gang på gang højlydte diskussioner imellem holdledere, i stedet for at fokusere på det der er vigtigt - at børnene spiller fodbold, og har det sjovt.

Det havde de også, skal jeg love for. For størstedelen af ungerne var det ikke alene første gang de var en tur til hovedstaden, det var første gang de forlod Nakuru. Robert fik opkald af taknemmelige forældre, der selv aldrig havde været ude, og de glædede sig over der endeligt var en i familien, der prøvede at komme til Nairobi.

Det virkede først lidt absurd for mig, men en tur til Nairobi i selv den mest klemte minibus, koster stadig det samme som en familie kan spise sig mæt for en dag, så med mindre man har et klart mål med at tage afsted, bliver man selvfølgeligt hjemme.

Jeg var ankommet da spillerne ankom, og det var da også sjovt at se de små drenges store øjne, da de steg ud af bussen. Selvom Nairobi ikke er specielt høj, sammenlignet med mange andre storbyer, så var det tydeligvis noget andet end flade Nakuru hvor de kommer fra. De små hoveder havde virkeligt travlt med at filme omgivelserne.

En af de største overraskelser for dem, og ikke mindst mig, kom dog under morgenmaden dagen efter. Spillerne fik serveret blandt andet hårdkogte æg, og det havde store dele af dem aldrig set før. De får tit en rørægsagtig ret sammen med Ugali, men et hårdkogt æg var nyt for dem. Derfor måtte de have hjælp til hvordan man fik skallen af.

Det er der man virkeligt kan mærke, at fodbolden gør en forskel for dem. Selvom de måske aldrig kommer videre end denne turneringen indenfor sporten, så vil oplevelsen være noget de snakker om lang tid frem. De kommer til at underholde familien med hvordan Nairobi var at være i mange aftener, og blære sig til kammeraterne om dengang de slog et hold fra Uganda.

Sportsligt var det ikke den største succes, omend alle holdene spillede sig op i løbet af turneringen. Til gengæld fik de spillet så mange kampe hver dag, at de nærmest besvimede af træthed efter aftensmaden, og det er trods alt det det handler om.

Det håber jeg der er nogle flere fodboldledere, der forstår på et tidspunkt, ikke mindst, så vi kan komme alderssnyderiet til livs.