Fantastisk udvikling i Superligaen!
Skrevet af Yildis
(22/09-2012 kl. 07:50)
NB! Denne blog er skrevet INDEN 10. spillerunde i superligaen.
De seneste år har dansk fodbold ikke interesseret mig så meget som før. Jeg er og har altid været Brøndbyfan, og det er sandt for dyden ikke videre interessant at følge den uroplagede klub for tiden. Og jeg må indrømme, at jeg så småt er holdt op med at følge aktivt med, da jeg kun bliver i dårligt humør, når Brøndby f.eks. tre gange på en sæson taber til Den Gule Far og lukker selvsamme sæson af med et 5-1 nederlag til AGF i Aarhus. Og selvom jeg har kæmpe respekt for de fans, der står på tribunen søndag efter søndag, må jeg indrømme, at jeg hverken kan eller vil bruge 4-5-6 timer og 2-3-400 kroner hver weekend på et hold, som spiller tøvende, idéforladt, uden selvtillid mv. og med en træner, som i mine øjne har en tabermentalitet. Der skal ske noget, før jeg hopper på igen, dog vil de blågule ALTID have min sympati.
På det seneste har jeg bemærket, at Brøndby trods alt forsøger at få talentudviklingen til at lykkes med plads i start-11'eren til unge/egne spillere som Tørnes, Randrup, Dumic/Stenderup, Stryger/Norouzi, Mike og Semou. Og ja, det ER absolut i mangel af bedre, men jeg er trods alt glad for, at ligegyldige aldrende spillere som Jan Frederiksen, Thomas Rasmussen, Peter Madsen og Jan Kristiansen ikke længere står i vejen for at de får værdifuld spilletid og udvikler sig. Hellere en ung middelmådig spiller, som forhåbentlig udvikler sig(!) end en gammel ditto. Så må tiden vise, om spillerne har format til at få Brøndby tilbage på sporet, og gerne med et par klassespillere at læne sig op ad... At denne talentudvikling ser ud til at lykkes andre steder, f.eks. i AaB, er så en anden historie. Min fokus på dette stammer også fra en ca. 8-årig periode, hvor man har set Brøndby-talenter blive sorteret fra og efterfølgende toppe andetsteds: Zimling, Lorentzen, Absalonsen, Søren Larsen, Denni Avdic, Martin Spelmann og der er flere. Hvilket hold man kunne have haft! Derudover er der en Daniel Wass, som man ikke var hurtig nok til at skrive kontrakt med samt flere talenter, som man ikke nåede at få glæde af, inden de røg videre: Jannik Vestergaard, Nicolaj Boilesen og senest Patrick Olsen. Men nok om Brøndby.
På det seneste har mange unge talenter slået igennem i superligaen, bl.a. Lucas Andersen, som nu spiller i Ajax. Ham vil jeg dog ikke fokusere på, men snarere se på, hvem der er de største profiler netop nu i Superligaen på de forskellige positioner, og glædes over, at langt størstedelen af dem er unge danske spillere. Det er glædeligt for ligaens renommé som en udviklingsliga og ikke mindst for det danske landshold, som kan drage fordel af dette på sigt. Ja, der er en risiko for, at nogle af talenterne laver en "Simon Bræmer" og brænder alt deres krudt af på et halvt år, for efterfølgende af sidde på bænken i første division og deltage i "Oddset" reklamer som statist. Men vi kan også håbe, at nogle af talenterne får succes og får en stor karriere i udlandet som f.eks. Martin Laursen, Daniel Agger m.fl.
Jeg vil nu give mit bud på de 11 bedste spillere (samt 11 boblere) på positionerne bedømt ud fra de første 9 runder, og jeg vil på forhånd gøre opmærksom på, at mine observationer kommer på baggrund af 10 min. sportnyt her og der samt diverse læsninger på nettet, da jeg ikke har haft tid til at se så meget fodbold på det sidste. Så byd endelig ind, hvis jeg har over/undervurderet en spiller, eller hvis nogen er glemt. Jeg tager udgangspunkt i en 4-4-2.
MÅLMAND:
Nicolaj Oppen Larsen, AaB, 21 år. 9 kampe og kun lukket 7 mål ind sammen med superligaens for tiden bedste forsvar.
Bobler: Lukas Hradecky, Esbjerg, 22 år, Finland. 9 kampe og kun lukket 10 mål ind. Samme antal som FCK, selvom Esbjerg ligger sidst og først i 9. runde fik deres første sejr. Respekt!
MIDTSTOPPERE:
Lasse Nielsen, AaB, 24 år. 9 kampe med fuld tid. En bærende del af AaB-defensiven, som er den bedste i ligaen for tiden. Har samtidig scoret 3 mål i den anden ende. Jores Okore, FCN, 20 år. 8 kampe med fuld tid, 1 karantænedag. Viceanfører på trods af sin unge alder. FCN har ligaens næstbedste forsvar og har kun lukket 9 mål ind på trods af afgivelsen af Bjelland. Okore kan tage meget af æren for dette.
Boblere: Kenneth Emil Petersen, AaB, 27 år. 9 kampe med fuld tid sammen med Lasse Nielsen. Dario Dumic, Brøndby, 20 år. Så kom Brøndbyhjertet frem, beklager, men han har bidt sig fast og stabiliseret defensiven, på trods af sin unge alder. Kun 6 min. i de første 4 runder, til gengæld fuld tid i de seneste 5 runder.
BACKS:
Lars Jacobsen, FCK, 32 år. 7 kampe med fuld tid. "Sat af" i runde 4 og 7 for at give unge Remmer chancen og fungerer som en slags mentor for ham. Klassespiller. Jesper Juelsgård, FCM, 23 år. 9 kampe med fuld tid. Er valgt, selvom FCM har lukket næstflest mål ind i de første 9 runder. Han bidrager til gengæld også med meget offensivt, hvor FCM er ligaens 5.mest scorende hold. På det seneste udtaget til landsholdet.
Boblere: Esben Ruud, OB, 28 år, Norge. 9 kampe med fuld tid. Glimrende back offensivt som defensivt. Jens Stryger Larsen, Brøndby, 21 år. Ja, så var hjertet der igen, men for sidste gang, det lover jeg! Jeg har altid beundret ham for hans energi og fighterevne, men han mangler altså kreativitet for at være kantspiller. 8 kampe, 1 karantænedag. Spillet back seneste 4 kampe og har løftet sit spil markant. Bør også bruges som back fremover. Bidrog med scoring senest mod Horsens.
CENTRAL MIDTBANE:
Nicolaj Stokholm, FCN, 36 år. 9 kampe, fuld tid i de 8. Flot af en spiller på 36! Spiller felt til felt og har scoret 2 mål. Er en sand leder på FCN's ellers unge hold. Thomas Kristensen, FCK, 29 år. 9 kampe, fuld tid i de 7. Var en stor profil i FCN for år tilbage, men har været lidt anonym for FCK siden skiftet i 2008. Er dog blomstret gevaldigt op på det seneste og startede inde for Danmark mod Tjekkiet i VM-kvalen. Han har i mine øjne "outshined" Claudemir, som ellers burde høre til på denne liste.
Boblere: Rasmus Würtz, AaB, 28 år. 8 kampe, 1 karantænedag. Går forrest for AaB på en rutineret central midtbane sammen med Thomas Augustinussen. De arbejder begge felt til felt og skaber plads, så de offensive profiler kan boltre sig. Würtz bidrog senest med assist til Kasper Kusk mod Randers. Martin Spelmann, Horsens, 25 år. 8 kampe, 1 karantænedag pga. rødt kort i 1. runde. Horsens' dampbarn fighter hårdere end de fleste og bidrager samtidig med en masse offensivt. Meget vigtig spiller for Horsens og har scoret 2 mål i sæsonen.
KANTER:
Kasper Kusk, AaB, 20 år. 9 kampe og har scoret 6 mål i de seneste 5 kampe. Dygtig kantspiller, som også kan udfordre ind i banen, som man så det mod Randers. Han rider på en bølge, og det bliver spændende at følge ham! Nicolaj Jørgensen, FCK, 21 år. 9 kampe, 3 mål. Ja, han er vel mere angriber, men er tidligere brugt på kanten, så jeg tog lidt kunstnerisk frihed til at tage ham med her. Viste ved U/21 EM sidste sommer, at han havde nogle kvaliteter, og dem har Ariel Jacobs virkelig fået ham til at vise. Flot gennembrud og startede inde for Danmark mod Tjekkiet i VM-kvalen.
Boblere: Joshua John, FCN, 23 år, Holland. 5 kampe, 6 mål. Månedens spiller i august. Scorede i sin debut det udlignende mål mod AaB og efterfølgende 4 mål i første halvleg mod Silkeborg. Emil Larsen, OB, 21 år. 9 kampe, 2 mål. En spiller, der er konstant udfordrende og kan gøre en forskel. Jeg havde her også Christian Bolaños og Lasse Vibe i spil, men valget faldt altså på Emil Larsen.
ANGIBERE:
Andreas Cornelius, FCK, 19 år. 9 kampe, 7 mål. Fuld spilletid i seneste 6 runder. Fik senest debut på A-landsholdet mod Tjekkiet og gjorde et flot indhop. Var matchvinder for FCK i Europa League-kampen mod Molde. Aron Johansson, AGF, 21 år, Island. 9 kampe, 9 mål. Skulle kun bruge 3 minutter og 50 sekunder på at lave hattrick mod Horsens sidst i august. Har scoret to mål i de efterfølgende to kampe.
Boblere: Nicklas Helenius, AaB, 21 år. 9 kampe, 4 mål. Burde være med ovenover, men er overhalet af de to andre. En stor profil i superligaen for tiden og bidrager også med mange assists til bl.a. Kusk og Jeppe Curth. Marvin Pourié, Silkeborg, 21 år, Tyskland. 8 kampe, 5 mål. Var en af ligaens største profiler i foråret og er også kommet godt i gang i denne sæson.
KONKLUSION:
Af de 22 spillere, jeg har nævnt, er hele 17 danske, og de 17 har en gennemsnitsalder på 24 rent, selvom Lars Jacobsen og især Nicolaj Stokholm trækker gennemsnittet noget opad... Når jeg ser disse unge talenter ikke kun få spilletid, men være deciderede profiler i ligaen, gør det mig optimistisk i forhold til landsholdet fremover og for Danmarks chancer ved de kommende verdens- og europamesterskaber.
Af
Lamps , 08/06 18:06
[1 kommentar]