3F Superliga - Ingen jubel i OB: Sørgeligt for Lyngby
2012-05-01 12:25:12
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk

Ingen jubel i OB: Sørgeligt for Lyngby

OB er meget tæt på at sikre sig overlevelse efter DBU har frataget Lyngbys licens, men Poul Hansen jubler langtfra.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

DBU har frataget Lyngbys Superliga-licens, og dermed kan klubben uanset deres slutplacering ikke spille i landets bedste række i næste sæson. Det betyder samtidigt, at OB er meget tæt på at sikre sig overlevelse. HB Køge skal nu gå forbi, og de har hele ti point op til fynboerne med fem runder igen.

Men træner og sportsdirektør Poul Hansen, der har en fortid i Lyngby, jubler så langt fra over nyheden.

- Det er da sørgeligt for Lyngby. Vi skal nok spille os til overlevelse, og det er stadig udgangspunktet uanset hvad. Men det er dybt sørgeligt for Lyngby, siger Hansen til bold.dk og fortsætter:

- Det er selvfølgelig varslet i god tid, og de skal selvfølgelig leve op til kravene, men derfor er det stadig trist, at de ikke har kunnet det. Især når man nu har kæmpet så hårdt for at blive på så mange andre områder.

- Min umiddelbare reaktion er ikke: 'Yes!'. Det er snarere 'Nå, det var en skam'. Jeg jubler ikke, det gør jeg sgu ikke. Vi skal nok klare os på fair vis, men jeg har ondt af Lyngby. Det får ingen sportslige konsekvenser for os.

Hansen var da bold.dk snakkede med ham ikke helt klar over, hvad DBU's regler foreskriver, hvis Lyngby ender over OB i tabellen - eventuelt tre oprykkere og tre nedrykkere.

Men DBU's regler er klare: Slutter Lyngby over stregen, bliver nummer 11 i Superligaen, og dermed skal HB Køge forbi OB i tabellen, hvis fynboerne ikke også i den kommende sæson skal være Superliga-mandskab.

mikael@bold.dk

Annonce
Annonce

19 kommentarer

Se kommentarer
Annonce