Mads Albæk har tidligere meldt sig klar til at komme videre i karrieren, og i FC Midtjylland er man også åben for et salg. Og skal der penge i kassen, skal man ikke vente for længe, for FCM-profilen har snart kontraktudløb.
- Jeg har halvandet år tilbage, og som sagt er mit mål at blive solgt, så jeg kan give nogle penge tilbage til klubben. Nu er mine transferrettigheder jo blevet solgt, så jeg har givet lidt penge tilbage, men det føles først rigtigt den dag, jeg bliver solgt til en anden klub, siger Mads Albæk til bold.dk.
- Jeg er også lidt presset med min kontraktlængde, så jeg vil rigtig gerne blive solgt. Om det skal være nu eller til sommer, det er jeg ikke selv herre over, siger han.
Albæk påpeger samtidig, at der også er forskel på, om man skifter klub i januar eller venter til efter sæsonen.
- Der er både fordele og ulemper. Hvis man rykker nu i januar, kommer man ind i en trup, der er sammentømret og måske har en træner, der har lagt sig fast. Men så kan man bruge det første halve år på at lære byen, sproget og holdet at kende. Så er man skarp til sommeren, siger Albæk.
Mads Albæk er i øjeblikket med ligalandsholdet i Arizona. Den tur slutter først 31. januar, men skulle der ske noget på transfermarkedet inden da, er midtbanespilleren klar til at flyve hjem før tid.
morten@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga































