AaB har sagt farvel til en mængde af store profiler som Kasper Risgård og Thomas Augustinussen i sommer, og nu er der endnu mere udskiftning på vej i det nordjyske.
Brasilianske Caca bliver ifølge Ekstra Bladet solgt til OB i løbet af de allernærmeste dage. De to SAS Liga-rivaler skulle være tæt på at nå til enighed om en aftale, som vil kaste fire millioner kroner ekstra ned i AaB's pengekasse. Det ses som en god handel, idet AaB ikke har ønsket at opfylde Cacas krav om en større lønforhøjelse og kan miste ham transferfrit til nytår.
Pengene skal dog ikke trække renter i banken, for sportsdirektør Lynge Jakobsen har ifølge avisen afbrudt sin sommerferie for at få FC Nordsjællands stjerneangriber Martin Bernburg til at skifte til de tidligere mestre. AaB vil bruge Caca-pengene på at forhøje deres bud på Bernburg, som også interesserer Brøndby.
Bernburg ventes at skifte i dette transfervindue, da kontrakten med FC Nordsjælland løber ud til nytår.


OB
AaB
FC Nordsjælland
3F Superliga































