Brøndby har i dag sikret to af de talenter, der har fået deres førsteholdsdebut i forbindelse med efterårets pokalkampe. 19-årige Daniel Stenderup, der debuterede mod Frem Sakskøbing og 18-årige Osama Akharraz, som debuterede mod Holstebro, har begge forlænget deres aftaler.
- Daniel har et stort potentiale og han har, som man siger, hvad der skal til. Mentalt er han langt fremme, hvilket er nærmest altafgørende i dag, og fodboldmæssigt er han dygtig. Han skal selvfølgelig arbejde med sin fodbold og forbedre sig på nogle områder, men jeg er utrolig glad for, at vi har fået forlængelsen på plads, siger Kim Vilfort ifølge Brøndbys hjemmeside om Daniel Stenderup.
- Osama er et kæmpe talent, der skal tage det næste skridt. Han spiller på U19-landsholdet, hvor han oftest bruges på kanten. I klubben spiller han oftest 10'er pladsen, hvor han også kan udnytte sine store tekniske kvaliteter. Han er god mand mod mand og har et godt overblik, fortsætter han om Osama Akharraz.
Talentchefen glæder sig i det hele taget over, at det går godt med talentarbejdet i Brøndby og at de var blandt de klubber, der brugte flest unge spillere i efteråret.


Brøndby IF
3F Superliga




























