AGF leverede en skidt indsats, da de i mandags tabte med 3-1 hjemme til SønderjyskE. Efterfølgende var Osama Akharraz på Twitter særdeles negativt ladet over for den danske dommerstand, han skrev direkte, at dommerne mangler nosser.
- Jeg har bedt ham om at tænke sig om, for det har han åbenbart undladt. Det har jeg sagt i plenum, så alle spillere er blevet opfordret til omtanke. Vi begrænser dem ikke i, hvad de bruger deres fritid til, og i udgangspunktet må de sige, hvad de mener. Men det er en god idé at tænke sig om, siger træner Peter Sørensen til Politiken.
DBU har tidligere straffet spillere, der åbent har kritiseret dommere, men det kommer ikke til at ske i denne sag.
- Det er dumt og ubegavet at fyre sådan noget fis af. I den her omgang er det på sin plads, at hans klub siger, at der er grænser for, hvad man kan tillade sig at skrive. Men hvis det her med dumheder på sociale medier udvikler sig, må vi diskutere, om man skal slå hårdere ned på det, siger Per Larsen, formand for DBUs etiske udvalg, til avisen.
Akharraz startede i kampen mod SønderjyskE inde for første gang i sin AGF-tid.


AGF
3F Superliga





























