International -Djurgården bekræfter Nymann-tilgang
2011-07-08 17:19:07
Foto: Jesper Poulsen/bold.dk

Djurgården bekræfter Nymann-tilgang

Peter Nymann fortsætter karrieren i svenske Djurgården efter bruddet med Esbjerg fB. Det bekræfter Allsvenskan-klubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Den danske kantspiller/back skifter Esbjerg fB og 1. division ud med Djurgården og Allsvenskan. Det bekræfter den svenske klub fredag.

Nymanns kontrakt med Superliga-nedrykkerne var udløbet, og den er nu i stedet vekslet til en to et halvt år lang kontrakt med Djurgården, der i skrivende stund indtager 11.-pladsen i Allsvenskan.

I Djurgården kommer han under Magnus Pehrssons vinger, og den tidligere AaB-træner har rosende ord tilovers for sin nyerhvervelse.

- Det er en rigtig god fodboldspiller, og han har egenskaber, som passer til den type fodbold, jeg gerne vil have, at vi skal spille. Han fungerer bedst i højre side, back eller midtbane, men kan også spille i venstre side om nødvendigt. Hans spidskompetencer er pasningsspillet, hurtigheden og evnen til at slå gode indlæg. Fysisk er han også stærk og meget løbevillig. Desuden vil han bringe nyttig erfaring til holdet, lyder det fra 35-årige Pehrsson, der tiltrådte hos Djurgården i maj.

28-årige Nymann har foruden Esbjerg spillet for B 93, SønderjyskE og OB. Han fik sin første og hidtil eneste landskamp i marts sidste år i en venskabskamp mod Østrig.

Annonce
Annonce

11 kommentarer

Se kommentarer
Annonce