Sibusiso Zuma var for første gang i fem år tilbage i Parken, da FC Nordsjælland i dag gæstede FC København. Denne gang var det i en nordsjællandsk trøje, men Zuma er stadig populær blandt tilhængerne i Parken.
Sydafrikanen blev således mødt med et stort bifald, da han kom på banen, og der var stående ovationer, da han i anden halvleg blev skiftet ud.
- FC Københavns fans er utrolige, jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg sætter så meget pris op det. De stående ovationer, da jeg gik ud, det rører mig virkelig, siger Zuma til bold.dk.
Zuma var inden udskiftningen med til at sikre Nordsjælland en højst overraskende 2-0-sejr, som angriberen mener var fortjent.
- Vi ville spille med hurtige omstillinger, og flytte bolden hurtigt rundt. Det lykkedes, så jeg mener, at vi fortjente sejren. Vi angreb og skabte store chancer, det er det, spillet handler om, siger sydafrikaneren.
Sejren sender FCN op på sjettepladsen i SAS Ligaen.
jesper@bold.dk



FC Nordsjælland
3F Superliga






























