AC Horsens har i tre et halvt år haft glæde af Lasse Kryger, som især i denne sæson har markeret sig som frisparksspecialist. Fem frisparksmål har Kryger i efteråret scoret, og det belønnes han nu for.
Østjyderne meddeler således, at man er enige om en ny kontrakt, der løber frem til sommeren 2016.
- Man ved altid, hvad man får fra Lasse Kryger, og han udfylder den rolle, han bliver tildelt. Han er fit, arbejder hårdt og har kompetencer, der er spilafgørende. Han er rigtig god i hovedspillet, og han er en vigtig spiller i forbindelse med de offensive og defensive standarder, siger træner Johnny Mølby i en pressemeddelelse.
- Lasse Kryger har betydet og betyder rigtig meget for AC Horsens, og der har været en gensidig interesse i at forlænge kontrakten, så der har været en god dialog, supplerer direktør Henrik Ravn.
31-årige Kryger har tidligere i karrieren spillet i Fredericia, Viborg, Esbjerg, B1913 og Svendborg.


AC Horsens
Betinia Liga






























