Som helt ung spillede han i Valencia, og senere fik han som 17-årig debut for AGF i SAS ligaen, men nu spiller 23-årige Danilo Arrieta i Hobro, der hentede ham i 2009, efter at angriberen havde haft et mislykket ophold i Vejle.
I sidste sæson bombede Arrieta med 28 kasser så Hobro op i 1. division, og i Danmarks næstbedste række har han fortsat målscoringen og står foreløbig noteret for otte træffere. Flere klubber har naturligvis været ude efter spilleren, hvis kontrakt oprindeligt udløb til sommer. Arrieta har dog netop forlænget sin aftale frem til 2013.
- Jeg har tænkt rigtig meget over, hvad der skulle ske, og jeg har rådført mig hos forskellige mennesker. Jeg har vendt det meget, og jeg er så glad for at være i Hobro, og de har givet mig et rigtig godt tilbud, så det blev mit valg, siger Arrieta til bold.dk.
- Samtidig er der blevet lavet en frikøbsklausul i min kontrakt, så hvis det rigtige tilbud kommer, kan jeg komme videre. Det er en perfekt løsning, og jeg er glad for at vide, at jeg skal fortsætte i Hobro.
- Jeg har stadig ambitioner om at komme videre, og det kan jeg forholde mig til, da der er et konkret beløb i kontrakten. Gør jeg det godt, så skal tilbuddene nok komme. Jeg har haft to kontrakter ud over den fra Hobro, som jeg kunne skrive under på. Men det var ikke det rigtige lige nu.
- Hobro har hjulpet mig i de år, hvor jeg ikke havde det ret godt, og nu ser jeg frem til at hjælpe dem videre, efter jeg har fået fodboldlysten igen og scorer mål. Jeg er glad for, at der er kommet styr på det, og klubben har også gjort meget for, at det skulle lykkedes, siger Arrieta, inden han afslutter:
- Jeg synes, jeg har fået et rigtig godt tilbud af Hobro. Jeg kunne have tjent mere andre steder, men jeg ser frem til at lave et rigtig godt stykke arbejde i Hobro. Jeg tror på klubbens projekt, og jeg er glad for min kontrakt. Egentlig tror jeg også, det er klubbens største i historien.
Arrieta og holdkammeraterne i Hobro er på ellevtepladsen i 1. division.
houlind@bold.dk


Hobro
Betinia Liga































