Den blot 16-årige kantspiller Mikkel Kallesøe bliver fra sommeren 2014 og tre år frem en del af Randers' Superligatrup. Kallesøe spiller til daglig på Randers Frejas hold i U17 Ligaen og belønnes således med en fuldtidskontrakt fra sommeren af.
Randers-træner Colin Todd ser et stort lys i 16-årige Kallesøe og regner med, at træning med førsteholdet i foråret kan udvikle ham yderligere.
- Allerførst skal der lyde et tillykke til Mikkel, det må være nogle spændende dage for ham i øjeblikket. Han er et stort talent med fysisk styrke, hurtighed og evne til at sætte sine modstandere en-mod-en. Han skal træne med os her i foråret i det omfang, det kan lade sig gøre, og det vil være med til at udvikle ham yderligere, inden han skal indgå fuldt og helt i A-truppen til sommer, siger Colin Todd i en pressemeddelelse.
Også Randers' sportschef Peter Christiansen er tilfreds med at få kontrakt på talentfulde Kallesøe og roser talentafdelingen for at have scoutet ham i sin tid.
- Mikkel har hyppigt været involveret i Superligaholdets træning og desuden været meget i ilden på reserveholdet, så efter god og grundig dialog med Mikkel og hans forældre var beslutningen om at tilbyde Mikkel en aftale, der gør ham til fuldtidsspiller til sommer, egentlig meget naturlig. Et stort cadeau til vores talentafdelingen for i sin tid at have spottet Mikkel i Holstebro, og for at have udviklet videre på ham, så han i dag fremstår som en spiller med et stort fremtidigt potentiale, siger Christiansen videre i pressemeddelelsen.
Mikkel Kallesøe begyndte allerede at spille fodbold som fem-årig i Lemvig GF.


Randers FC
3F Superliga




















