I går lykkedes det Brøndby at få den første sejr efter seks nederlag i streg, da Silkeborg blev besejret 2-1 på Brøndby Stadion. Det lugtede dog længe af en udligning, men målmand Michael Tørnes stod en brandkamp og reddede straffe.
- Vi spiller utrolig godt i starten af kampen og får to hurtige mål, men så laver vi et par dumme boldtab, som sætter Silkeborg i gang. Vi fightede os dog tilbage i kampen og holder føringen hjem, siger Franck Semou til Brøndbys hjemmeside.
Franck Semou har spillet i alle Brøndbys tre kampe i denne sæson, hvor han har opereret på den centrale midtbane med Mike Jensen, og det samarbejde synes han godt om.
- Jeg føler, at det er gået udmærket for mig i de tre første kampe, men jeg fokuserer mere på, hvordan det går for holdet. Jeg har et godt samarbejde med Mike på midten - vi taler meget sammen, og jeg kan helt sikkert bruge hans rutine i kampene, siger han.
19-årige Franck Semou fik sin debut for Brøndby i starten af sidste sæson, hvor det i alt blev til spilletid i 10 kampe. Nu er han så oppe på 13 Superliga-optrædener.


Brøndby IF
3F Superliga































