3F Superliga -Uffe Bech: Frustrerende med operation
2013-08-13 12:17:34
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk

Uffe Bech: Frustrerende med operation

Uffe Bech har ikke været i aktion for FC Nordsjælland siden april, da han har været igennem en meniskoperation. Det har været et frustrerende forløb for offensivspilleren.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

FC Nordsjælland hentede i januar Uffe Bech i Lyngby. Den 20-årige offensivspiller etablerede sig fra start som fast mand og leverede et par mål for sin nye klub.

Men Bech har ikke været i aktion siden april. Det skyldes en overbelastningsskade, som først trak ud og siden krævede en operation. Det har været et frustrerende forløb.

- Det er menisken. Gennem lang tid regnede vi med, at jeg kunne genoptræne uden en operation. Jeg følte mig i flere omgange tæt på at kunne spille igen men fik så tilbageslag. Så fandt vi ud af, at jeg skulle opereres, og det blev jeg for syv-otte uger siden, siger Uffe Bech til bold.dk.

- Jeg har trænet sindssygt hårdt siden. Jeg føler, jeg har gjort alt, jeg overhovedet har kunnet, men jeg synes selvfølgelig ikke, det går hurtigt nok. Jeg vil bare gerne tilbage og spille. Det er frustrerende, også når vi ikke har fået den start, vi har fået. Men jeg er stadig ved godt mod.

Det er endnu svært at sætte dato på et comeback. Forhåbningen er, at man skal tælle uger frem for måneder, før Uffe Bech kan træne fuldt med igen.

- Jeg er ikke begyndt på boldøvelser endnu. Jeg kører en masse træning af musklerne omkring knæet, og så er jeg begyndt at løbe lidt igen. Jeg tør ikke spå om, hvornår jeg er klar til at spille igen, men jeg håber, det bliver snart.

Uffe Bech er sikker på, at han kan genvinde sin startplads, når han er i form igen.

- Mit fokus er på at blive klar så hurtigt som overhovedet muligt. Men derefter vil jeg ind og være fast mand igen. Det er klart, at det er FC Nordsjælland. Det er ikke et hold, man bare går ind i startopstillingen på, så der skal arbejdes for det. Men jeg tror på, at jeg kan gøre det, når jeg kommer op i gear igen, siger Bech.

Uffe Bech nåede i sit korte forår fem kampe og to mål i Superligaen for FCN.

kristian@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce