Efter AB sikrede oprykningen for nogle uger siden, har klubben været aktiv på transfermarkedet. Et par af spillerne fra truppen er blevet forlænget, og fra HB Køge er Rasmus Nielsen og Sylvester ’Sylle’ Seeger-Hansen kommet til.
For direktør Peter Rasmussen er det vigtigste, at spillerne passer ind trænerteamets spillestil.
- Det vigtige er selvfølgelig, at vores trænere har de spillere, som de mener, er de rigtige, og som passer til det spilsystem, som (Per, red.) Frandsen og (Michael, red.) Shelley gerne vil, siger Rasmussen til bold.dk.
Rasmus Nielsen kender allerede til trænerteamet og spillestilen i AB.
- Frandsen og Shelley har haft ham i Køge. Han er en sindssygt dygtig fodboldspiller. Han kommer fra niveauet over og har været anfører. Det er også vigtigt, at Rasmus er AB-dreng. Han har været her nogle år, kender det hele og ville rigtig gerne tilbage til os.
Og også ’Sylle’ har en fælles fortid med trænerteamet fra Køge.
- Han kommer fra niveauet over, og på den måde kan han bidrage. Vi er godt klar over, at han ikke har været helt fast i Køge den sidste periode, men omvendt så Frandsen og Shelley ham som en rigtig dygtig spiller, som var værd at bygge videre på.
- Han er, som Frandsen gerne vil have det, en sindssygt løbestærk spiller, som er dygtig på bolden. Han har nok lidt uforløst potentiale. Han er ung og har nogle kvaliteter, som vi ser, vi måske kan bygge videre på.
En række spillere har udløb, når sæsonen slutter. Klubben er dog i dialog med dem alle, fortæller Peter Rasmussen.
- Vi er jo i fuld gang med de spilere, vi har, som har udløb. De ting falder forhåbentlig på plads, så vi har et komplet hold, og så vi kan bygge videre. Vi mener, at vi har et hold, som er rigtig fint. Og kan vi putte lidt ekstra på, mener vi, at vi er klar til en ny sæson. Til forskel fra vores kolleger, som ikke ved, om de rykker op eller ej, kan vi være aktive lidt før, siger Rasmussen.
AB ligger på førstepladsen i 2. divisions oprykningsspil med 40 point.
bold@bold.dk



AB
CampoBet 2. division






























