Adnan Mohammad skiftede i slutningen af marts FC Nordsjælland ud med Arendal, som spiller i den næstbedste norske række - men det ophold er allerede nu slut.
Den 20-årige kantspiller bekræfter over for bold.dk, at han er stoppet i klubben, og at han inden længe vender hjem til Danmark.
- Hovedårsagen har været, at jeg ikke trives som menneske heroppe. Men jeg er samtidig meget ambitiøs med min fodbold, og jeg vil gerne tilbage til Danmark og spille på en højere hylde, siger Adnan Mohammad til bold.dk og uddyber.
- Arendal er ikke en fuldtidsklub. Kun få af os er på fuld tid, mens de andre arbejder hele dagen. Vi træner først klokken 16, så jeg sidder bare i min lejlighed hele dagen. Når det så samtidig ikke går så godt for holdet, så kan dagene godt føles endnu længere.
- Jeg vil ikke sidde heroppe i et halvt år mere, så jeg gik til klubben for nogle uger og sagde, at jeg gerne ville have min kontrakt ophævet, siger Adnan Mohammad, som dog rent fodboldmæssigt har været fint tilfreds med den personlige del.
- Det er ikke gået så godt for holdet, men jeg har spillet hver gang og gjort det godt, så jeg er sikker på, at jeg står bedre end for tre måneder siden, da jeg kom herop - så på den måde har det været godt.
Nu vender Adnan Mohammad som sagt hjem til Danmark, og han sigter højt.
- Jeg kigger på Superliga og 1. division, og jeg ved, at der også er klubber, der følger med. Så jeg kommer ikke til at gå klubløs, når jeg kommer til Danmark, siger han.
- Jeg står skarpt, så jeg går helt klart efter Superligaen, og så må vi se, hvad jeg skal, hvis det ikke kan lade sig gøre.
Adnan Mohammad har i alt spillet i 13 kampe i Superligaen for FC Nordsjælland. I starten af sidste sæson spillede han en del, men som sæsonen skred frem gled han mere og mere ud i perifirien. Han mener dog, at han er god nok til landets bedste række.
- Jeg synes, at jeg viste mig godt frem i FC Nordsjælland - specielt, når jeg startede inde. Så jeg synes, jeg har niveau til at spille i Superligaen, siger han.
Den 20-årige kantspiller har spillet i 14 kampe for Arendal og scorede et enkelt mål.
nicolai@bold.dk


Arendal
3F Superliga
1. Division




























