Christian Nørgaard pådrog sig en skade i seneste landskampspause og har siden ikke været i aktion for Brøndby, selvom han igen er fit. Til derbyet mod FC København forleden var han end ikke i den 18 mand store kamptrup.
- Jeg var ude et par uger med noget med den ene hoftebøjer, og siden skulle jeg lige tilbage i form. Men midtbanen har gjort det godt på det seneste, må man sige, så det er lidt svært for mig at komme ind igen. Men jeg har det godt og er fit, siger Nørgaard til bold.dk og tilføjer om den hårde konkurrence:
- Sådan er gamet. Hård konkurrence er godt for alle parter. Selvfølgelig er det surt for mig, at jeg ikke spiller, men jeg må bare sørge for at skærpe mig selv til træning og gøre mit bedste.
- Kahlenberg er kommet tilbage og betyder meget for os. Jeg har ikke set ham så god i lang tid, og det er godt for holdet. Og det er trods alt det vigtigste.
Lebogang Phiri og Rodolph Austin har senest taget sig af en stor del af det beskidte arbejde på den centrale midtbane, mens Kahlenberg har været den kreative kraft. En rolle, som Nørgaard umiddelbart bejler mest til.
- Lad mig sige det sådan her: Kahlenberg er vores anfører, og han er en af de allerbedste midtbanespillere i Superligaen. Ham skal jeg ikke slå af. Han skal spille.
- Hvordan jeg så skal komme tilbage på holdet, må vi se på. Jeg har selv lidt svært ved at se det lige nu, men tingene går hurtigt i fodbold, og jeg skal bare være klar. Det nytter ikke, at jeg tåger rundt i min egen verden og har ondt at mig selv, for så er jeg måske ikke klar, når der er brug for det. Men jeg kan ikke sige, hvem jeg skal slå af. Det må tiden vise, siger Nørgaard.
21-årige Nørgaard har på ingen måde lyst til at udtrykke sig negativt omkring sin situation.
- Det er kommer ikke til ske fra min side. Jeg synes, det er lidt tyndt at gå i medierne og klage sin nød. Jeg er afklaret omkring min situation og er sikker på, jeg har mange kampe for Brøndby foran mig, siger Nørgaard.
Nørgaard er lige nu samlet med U21-landsholdet, der fredag gæster Rumænien og næste tirsdag har Armenien på besøg i Aalborg.
mikael@bold.dk


Brøndby IF
3F Superliga































