Brøndbys Martin Albrechtsen kom galt af sted i weekendens træningskamp mod Malmø og har pådraget sig et brud på hånden, som ifølge klubben holder ham ude i op til tre måneder.
Den stærke stopper udtrykker håb om, at han kan blive hurtigere klar end først antaget.
- Jeg faldt uheldigt ned efter en duel og måtte enten tage fra med hovedet eller hånden og valgte selvfølgelig hånden. Nu skal en håndkirurg se på, om den måske skal opereres, men det er ikke til at sige endnu, siger Albrechtsen til bold.dk.
- Da jeg fik taget en scanning mandag, sagde de, at bruddet så pænt ud, men nu skal det lige ses på af en specialist, som skal vurdere det.
- I mit hoved handler det om, at smerten lige fortager sig, og så kan jeg sagtens spille med en skinne, og det håber jeg da på at kunne overbevise lægerne om. Men omvendt tænker de nok, at de skal have overbevist mig om, at det ikke kan lade sig gøre.
Albrechtsen ærgrer sig over skadens omfang og timingen med godt fire måneder til kontraktudløb med Brøndby.
- Jeg kunne forholde mig til at skulle sidde ude, hvis jeg havde brækket begge ben og ikke kunne gå, men at en håndledsskade måske skal holde mig ude i flere måneder, kan jeg ikke rigtig forholde mig til.
- Jeg har aldrig været ude i mere end et par uger af gangen i min karriere, så det her bliver nok min længste skadespause. Jeg står med kontraktudløb til sommer og vil gerne bevise, jeg stadig kan være med, men det kræver jo, man viser niveau hver eneste weekend, som jeg gjorde i efteråret. Det er et skidt tidspunkt.
35-årige Albrechtsen spillede 12 Superligakampe for Brøndby i efteråret.
mikkel@bold.dk


Brøndby IF
3F Superliga






























