Jesper Sørensens højrehånd i Fredericia har været 32-årige Morten Dahm Kjærgaard, og den tidligere ungdomstræner i klubben fortsætter nu minimum et år mere.
- Vi er glade for, at trænerteamet består. Morten har arbejdet sammen med de seneste tre trænere i klubben, og det har fungeret rigtig godt. Morten udvikler sig hele tiden omkring holdet og leverer en kæmpe arbejdsindsats for klubben, og vi ser frem til, at han og Jesper Sørensen nu kan intensivere samarbejdet, siger FCF-direktør Stig Pedersen til klubbens hjemmeside.
- Det er rigtig fedt og helt i tråd med den udvikling, jeg gerne vil gennemgå. Jeg er meget begejstret for klubben, og jeg er meget begejstret for Jesper Sørensen og den meget spændende trup, vi har at arbejde med i øjeblikket. Jeg synes, vi har gang i et sindssygt spændende projekt med en helt særlig forbedringskultur, som rammer lige i min ånd - så det er helt perfekt, supplerer Kjærgaard.
Sørensen og Kjærgaard genoptager arbejdet med Fredericia-truppen den 27. juni.


FC Fredericia
Betinia Liga






























