34-årige Thomas Augustinussen er nærmest en institution i AaB, hvor han har spillet hele sin professionelle karriere, med undtagelse af en to-årig afstikker til Red Bull Salzburg.
Men til sommer kan det være slut, for der udløber Augustinussens kontrakt med klubben. Foråret kommer til at bestemme, hvad der skal ske.
- Jeg tager lidt tid ad gangen. Det kommer til at komme an på, hvordan det kommer til at gå i foråret. Så må jeg have en dialog med AaB. Vi har snakket lidt, men kommer til at tale sammen flere gange i løbet af foråret, siger han til bold.dk og fortsætter:
- Lige nu er jeg skadesfri og det har jeg været i snart to år. Jeg føler stadig at jeg kan være med og synes det er det sjoveste. Det er det fedeste arbejde i verden og jeg brænder virkelig stadigvæk for det. Men jeg har ikke spillet så meget i det sidste halve år, så min fremtid er lidt uvis. Jeg gør mit bedste hver eneste dag og så må vi se hvor det ender henne.
Derfor fokuserer midtbanemanden udelukkende på AaB nu. Han er afklaret med sin situation.
- Det her forår har stor betydning for om jeg stopper til sommer, bliver ved eller fortsætter et andet sted. Så der er rigtig mange uvisheder. Men jeg er afklaret med det. For mig handler det bare om at gøre mit bedste hver dag og så må tiden afgøre det.
- Der er mange ting i sådan et puslespil, især i en alder af 35, som jeg snart er. Jeg har tre børn og en familie, så der er rigtig mange ting. Det er ikke kun fodbolden. Det er også det med, at man skal flytte, rykke det hele op og måske træne på andre tidspunkter. Jeg har det sådan, at jeg er åben over for hvad der kommer til at ske til sommer, og tager det som det kommer. Vi må træffe beslutningen ud fra hvad der sker, for følelserne kan godt ændre sig.
- Lige nu er der kun AaB for mig og det handler om at få et rigtig godt forår sammen.
AaB indleder forårssæsonen med en kamp mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.
bold@bold.dk


AaB
3F Superliga































