En række profiler har stillet støvlerne på hylden denne sommer. bold.dk har snakket med nogle af dem om karrieren og fremtiden.
Efter 306 kampe i FC Midtjylland og små 100 i Heerenveen har 33-årige Kristian Bak valgt at stille støvlerne på hylden for i stedet at blive assistent i hjerteklubben FCM, som han spillede for hele sin aktive karriere på nær tre sæsoner i hollandske Heerenveen.
Hvem har været din bedste medspiller i karrieren?
- Der er mange at vælge mellem, men vil jeg fremhæve Petter Andersson, som den bedste spiller, jeg har spillet med i både Heerenveen og FCM. Det er super ærgrerligt, at han så ofte er gået i stykker, for jeg ville gerne have set, hvad det kunne være blevet til for ham. Han er den klart bedste spiller, jeg har spillet med.
Hvem har været den bedste modspiller?
- Jeg har spillet mod sindssyg mange gode spillere. I Holland spillede jeg til dagligt over for Luis Suarez og Klaas-Jan Huntelaar, og vi var også i Europa League med Heerenveen. Vi mødte Milan (1-3 i oktober 2008, red) med Ronaldinho og Kaka. Der er nok at vælge mellem, men Suarez har nok været den sværeste at spille mod, fordi han er en tonser, der altid får bolden med uanset, hvor meget man tackler ham. Men altså, der er rigtig mange, jeg har haft det svært med.
Jeg husker en kamp i Brøndby, hvor du var blevet sat til at mandsopdække Johan Elmander (5-0 i oktober 2005, red)….?
- Ja, ja. Jeg husker tydeligt den kamp. Han scorede hattrick, og det var dengang, hvor han virkelig var på toppen.
- Set i bakspejlet var det nok ikke den taktiske bedste idé, at jeg skulle mandsopdække ham, men man må også tage hatten af for Elmander, der gjorde det virkelig godt på det tidspunkt.


Hvem er den bedste træner i din karriere?
- Det er helt klart Glen (Riddersholm, red). Han er spillernes mand og har en ild og en passion for spillet. Han fik os helt op at ringe til hver eneste kamp, og samtidigt er han taktisk meget klog. Han har hele pakken.
- Men jeg var også utrolig glad for Erik Rasmussen, der var fantastisk til mandskabsplejen. Han holdt altid truppens humør højt. Det kan godt være, der ikke var så meget taktik, men han var god til mange andre ting.
- Så vil jeg også nævne min første træner i Heerenveen, Gertjan Verbeek. Han var hård og kynisk, men jeg var rigtig glad for ham. Jeg har haft mange forskellige typer trænere, men overall har Glen været den bedste. Jess Thorup nåede jeg kun at spille fem kampe under, og det er for lidt til at bedømme ham på.
Riddersholm er jo en type, der deler vandene. Bliver han misforstået af medier og fans?
- Det ved jeg ikke, men Glen er som han er. Han brænder for det, som han laver og de mennesker, som han arbejder med, og så er han ellers ligeglad med, hvad andre synes. Han står altid på mål for sine spillere og stiller op til nærmest hvad som helst. Han går all-in.
- Jeg er også selv en type, der deler vandene, men det er helt fint med mig. FCM er i manges øjne måske en lidt smart klub, der har en rigmand i ryggen, og det er ikke noget, de bryder sig specielt meget om. Derfor er vores trænere og profiler tit upopulære, men det er kun dejligt, at vi på den måde er interessante. Ellers ville vi jo bare være ligegyldige.
Du går trænervejen nu, er det typer som Riddersholm, Rasmussen og Verbeek, du vil modulere sig selv efter?
- Jeg har i hvert fald tænkt meget over både de gode og dårlige ting ved de trænere, som jeg har haft gennem tiderne. Og ja, jeg vil nok forsøge at tage lidt med fra dem alle. Men jeg har absolut også ting, som jeg helt sikkert ikke vil tage med.
Hvilken type træner bliver du så - den hårde type, motivatoren eller den taktiske nørd?
- Jeg vil gerne være en hård type, men jeg vil også gerne være tæt på spillerne. Sådan har jeg også været anfører. Det taktiske nørderi skal jeg starte på nu og uddannes i. Heldigvis har vi mange gode trænere, som kan hjælpe mig igang. Men her til at starte med ligger det meget mere naturligt til mig at være motivator.
Hvad er dine ambitioner som træner?
- Nu skal jeg i første omgang lige uddannes til at blive træner, og jeg skal ind i dagligdagen. Det er jo helt nyt for mig det hele. Jeg skal først lige se, hvordan det er at være træner, og så må vi se.
Men du ved vel allerede nu, om du har en cheftræner i maven?
- Jeg har jo aldrig prøvet det før, så det er svær at sige. Jeg aner ikke, hvor mange arbejdstimer det kræver. Sådan noget kunne for eksempel være rart at vide. Jeg aner heller ikke noget om presset som cheftræner.
- Jeg har været anfører og er en ledertype, men det kan man også sagtens være som assistent, hvis man har en cheftræner, der giver lov til det. Og som tager det overordnede ansvar og har styr på det hele. Det har Jess, og det er godt for mig, for jeg er helt grøn.
Men du slår mig som typen, der gerne vil tage beslutningerne selv?
- Jeg har nogle ting, som er vigtige for mig at spillerne lever op til. Men om vi skal spille 4-4-2 eller 4-3-3. Om vi skal presse højt eller lavet, ved jeg jo ikke noget om. Der er jeg slet ikke kommet til. Det er en rejse, jeg starter på nu.
Det har været en meget omskiftelig periode for FCM i de senere år - hvordan ser du fremtiden for klubben?
- Det ser utrolig positiv ud. Der kommer en masse unge op i truppen, og de kommer ikke op, fordi de er unge. De kommer op, fordi de er pissegode. Jeg har set en del U19-kampe efterhånden, og de har været oppe og træne med os. Det er helt sindssygt så gode, de er. Og sådan skal de helst være. At vi udnytter vores gode akademi i stedet for at købe os til succesen. Det er ikke det, som vi. Bare fordi vi har en pengemand i ryggen, skal vi stadig gøre tingene på vores egen måde.
- Det bliver pissefedt at arbejde med de her unge spillere. Det kunne ikke være et bedre tidspunkt for mig at starte på som assistent. Jeg tror, fodbold-Danmark bliver overrasket over os efter ferien. Hvor meget kvalitet og energi de her unge knægte har. Jeg forventer utroligt af dem.
Spændende, og når man så spiller med en masse 97’ere, så er bronzemedaljerne - som i denne sæson- vil også det mest opnåelige mål for jer i stedet for at være førsteudfordrer til FCK, som det en overgang så ud til, at I skulle være?
- Det skal være et godt mix mellem talentudvikling og profiler ude fra. Vi skal stadig udfordre, men først og fremmest skal det jo være bæredygtigt. Vi skal fortsætte med at dyrke vores kultur. Den har fået et slag i det seneste års tid, hvor vi ikke helt har vidst, hvor vi skulle hen efter meget succes og mange nye spillere. Det tog lidt tid at finde os selv igen, men det synes jeg, at vi har gjort med vores bedste sæson nogensinde i Europa og bronzemedaljerne.
- Og nu får vi så tilført de her dygtige unge folk. Det kan blive helt vildt igen, og vi kan slås med om mere end bronze. Man skal huske på, at de her drenge er vant til at vinde guld - de har vundet tre år i træk (U19 i 2014/15 og 2015/16 samt U17 i 2013/14, red). Det er vindere, der er vant til at give alt, hvad de har i sig.
Læs med senere på sommeren, når bold.dk snakker med flere fodbold-pensionister. Du kan også læse første del af snakken med Kristian Bak på linker under denne artikel.
mikael@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga




























