Niels Frederiksen har gang i det store puslespil for at sammensætte sin trup til OL i Brasilien. Landstræneren og DBU er i dialog med både danske og internationale klubber for at spillere fri, da turneringen ikke ligger på FIFA-datoer.
Nu har en af de største klubber så givet grønt lys til DBU. Ifølge bold.dks oplysninger har Bayern München således tilladt Pierre-Emile Højbjerg at drage med til OL. Den oplysning bekræftes af Niels Frederiksen.
- Jeg kan bekræfte, at vi har fået besked fra Bayern om, at Pierre-Emile må deltage i OL, siger Niels Frederiksen til bold.dk.
- Der er jo så selvfølgelig det men, at vi ikke ved, om han er i Bayern til den tid. Der er et uafklaret situation omkring hans fremtid, men det er positivt at vi har fået tilsagnet fra Bayern så vi i hvert fald kan få ham med, hvis han er der. For han er en spiller, vi meget gerne vil have med.
Højbjerg selv har også givet udtryk for, at han meget gerne deltager ved OL.
- Jeg var med ved træningen i Helsingør i sidste uge, hvor jeg havde flere snakke med Pierre-Emile om det. Han vil rigtig gerne deltage ved OL, og han vil uden tvivl være en forstærkning af vores trup, siger Frederiksen.
Højbjerg var også med ved U21-EM sidste sommer, hvor Danmark via en fjerdeplads sikrede adgang til OL.
jesper@bold.dk


Sommer OL
Danmark U23






























