Billeder af politifolk i voldelig kamp med civilbefolkningen i Barcelona og resten af Catalonien fyldte søndag nyhedsbilledet verden over.
Politistyrkerne var sat ind for at forhindre folk i at afgive stemmer til Cataloniens afstemning om løsrivelse fra Spanien - en afstemning, som af Spaniens myndigheder er blevet kaldt forfatningsstridig.
Optøjerne var også lige ved at få betydning for FC Barcelonas kamp mod Las Palmas, som skulle spilles søndag eftermiddag. Barcelona ville egentlig ikke afvikle kampen, men blev presset af La Liga-organisationen, og kampen blev gennemført.
Barcelona vandt 3-0 på et totalt tomt Camp Nou - og efter kampen blev spillerne spurgt ind til situationen.
En, der i flere omgange har støttet den catalanske løsrivelseskamp, er Gerard Pique, som mandag skal samles med det spanske landshold.
Forsvarsspilleren var meget berørt og kæmpede med at holde tårene tilbage under interviewet efter kampen, hvor han tilbød at forlade det spanske landshold.
- Jeg mener, jeg kan fortsætte på landsholdet - for der er mange mennesker, som er totalt uenige i, hvad der er sket i Catalonien i dag (søndag, red.), og som tror på demokrati, siger Gerard Pique ifølge klubbens YouTube-kanal.
- Hvis det ikke var sådan, ville jeg ikke tage af sted, men jeg vil gerne sige, at hvis landstræneren eller nogen fra forbundet mener, at jeg er et problem eller en hindring, så har jeg ikke noget problem med at træde til side og forlade landsholdet inden 2018, siger Pique.
Den spanske forsvarsspiller har tidligere udtalt, at næste sommers VM-slutrunde bliver hans sidste.
Spanien skal i den kommende uge møde Albanien og Israel i VM-kvalifikationen.


Barcelona
FIFA VM
La Liga
Spanien































