Chris Sørensen runder 40 år til sommer, og når sæsonen med Vendsyssel er slut, og veteranens kontrakt samtidig udløber, er det slut med fodbold.
Det bekræfter den tidligere Randers-, OB- og Vejle-forsvarer over for bold.dk.
- Jeg har truffet beslutningen om, at jeg er færdig til sommer, siger Sørensen til bold.dk, og den rutinerede midtstopper håber, at han kan aflevere Vendsyssel i Superligaen:
- Jeg håber selvfølgelig, jeg kan slutte af på en ordentlig måde. Nu har vi kæmpet for det i tre år, og hver gang har vi haltet lidt efter, men vi har aldrig været tættere på end nu.
- Det ville være et drømmescenarie at slutte af med oprykning. Nu er det i hvert fald i vores egne hænder, og så må vi se, om vi har mentaliteten og nerverne til at gøre det færdigt.
Vendsyssel klaskede Skive med hele 4-0 torsdag aften, og storsejren glæder den rutinerede forsvarsspiller.
- Det var meget overbevisende, og nu har vi i hvert fald bevist et par gange i denne sæson, at vi kan præstere, når energien og viljen er der til at træffe de rigtige beslutninger.
- Det kræver en masse energi at slå Skive, og vi vidste godt, vi skulle være klar fra start. Man får ikke noget i den her række. Men det var ikke tilfældigheder, der afgjorde det. Det var ret overbevisende.
- Det var den første finale, så nu har vi den anden finale i weekenden. Indtil videre har vi jo ikke opnået noget som helst, men vi er godt på vej.
Chris Sørensen kom til Vendsyssel fra Randers i sommeren 2014. Han har mere end 300 Superliga-kampe i bagagen og fem landskampe.
sara@bold.dk


Vendsyssel FF
Betinia Liga






























