Liverpool og den brasilianske kreatør Philippe Coutinho forlængede forleden kontrakten, så de har papir på hinanden i de næste fem år. Coutinho er ofte blevet rygtet væk fra Liverpool, men forlængelsen skal ses i lyset af at han virkelig vil klubben, siger han.
- Jeg spiller fodbold her. Mit hjerte er her. Jeg tænker overhovedet ikke på andre klubber, siger Coutinho ifølge Sky Sports.
Luis Suarez forlængede også sin kontrakt med klubben, men blev alligevel solgt til Barcelona. Coutinho har dog andre planer, for han vil vinde titler med Liverpool og opnå legendestatus.
- Jeg forstår hvad Liverpool betyder. Tag spillere som Kenny Dalglish, Ian Rush, Alan Hansen, Graeme Souness, Luis Suarez, Steven Gerrard. Jeg er ikke ny her. Jeg forstår det.
- Jeg har underskrevet en ny kontrakt og mit mål er at blive tænkt på i samme kategori som de spillere jeg nævnte. De er legender. Man definerer en spillers succes efter hans loyalitet og titler. Begge dele. For at blive en del af den gruppe, er der meget jeg skal gøre. Jeg vil vinde titler og med fem år på min nye kontrakt, har jeg den mulighed.
24-årige Coutinho har været i Liverpool siden sommeren 2013, hvor han skiftede fra Inter.



Liverpool
Premier League






























