Tidligere i januar fik FC Nordsjællands Joshua John lov til at tage til Tyrkiet og forhandle med en klub, men ifølge BT er han vendt tilbage til Farum uden en aftale.
Det betyder, at fremtiden er uvis for kantraketten. Det kan derfor både ende med at han bliver eller et skifte. Det må tiden vise, fortæller FCN-sportschef Carsten V. Jensen.
- Josh (Joshua John, red.) har ikke lagt skjul på, at han gerne vil noget andet, og vi har sådan set ikke lagt nogen forhindringer for det, andet end at han repræsenterer en værdi for os, og der skal vi bare blive enige med nogen, der er interesseret, og indtil videre er det ikke lykkedes. Sådan er det. Vi gik desværre lidt for langt, fordi vi troede, at aftalen var lykkedes, men det var den så ikke, og nu må vi så se, hvordan det ser ud, når vinduet lukker, siger CV til BT.
FC Nordsjælland meldte ud, at de to klubber var enige om et skifte, men det er altså ikke lykkedes Joshua John at forhandle de personlige ting på plads med den tyrkiske klub.
27-årige John har spillet 14 kampe i denne sæson, scoret to mål og lavet en enkelt assist.


FC Nordsjælland
3F Superliga































