Sidste sæsons bronzevindere fra Lyngby har inklusiv Europa League-kampene mod FK Krasnodar tabt fem kampe i streg.
Manager David Nielsen er mest til at tage kampene mod russerne ud af ligningen, og han mener generelt ikke, der er grund til at ringe med alarmklokkerne.
- Det må folk gerne gøre, hvis de vil. Jeg vil ikke negligere nederlagene, men bare minde om, at vi altså har været i modgang før. Vi har tabt tre kampe i træk før. Vi har ført 3-0 mod Kjellerup i pokalen og tabt 4-3. Vi ved godt, hvordan vi skal håndtere modgang.
- Det har været lidt udskiftninger på holdet i løbet af sommeren, og vi har ikke helt fundet vores fødder endnu. Jo, spillemæssigt har vi fundet dem. Men spiller vi vinderfodbold? Nej, det gør vi ikke, siger Nielsen til bold.dk.
Vindermentaliteten er ikke kun noget, man kan træne sig til, mener Nielsen.
- Det handler om at kigge sig i spejlet og bestemme sig for, at sådan er det. Men jeg vil ikke kræve det af mine spillere, før de alle sammen er 100 procent mentalt til stede. Og det er så min opgave at finde ud af, hvorfor de ikke har været det, siger Lyngby-chefen.
Lyngby har lørdag besøg af SønderjyskE.
mikael@bold.dk


Lyngby Boldklub
3F Superliga































