Kampprogrammet er blevet fastlagt for resten af efteråret i Superligaen. Esbjerg og Randers FC har – inklusive deres indbyrdes møde på mandag – fire kampe, der falder på en mandag.
Det har Esbjerg-direktør, Søren Poulsen, det helt fint med.
- Det er en del af spillet, og vi har det fint med det. De forskellige spilletidspunkter er gode for de forskellige typer af vores interessenter. Vi har klart oplevet, at på hjemmebane er mandagskampene ikke så dårlige. Der er fin opbakning fra vores samarbejdspartnere. De passer rigtig fint ind i deres program, siger Søren Poulsen til bold.dk og fortsætter:
- Og mandagskampene er attraktive i forhold til TV, fordi der er mange seere, og det er tredjevalget i forhold til TV-valget. Så ingen utilfredshed med det.
EfB-bossen fortæller, at der også er fin tilskuertilstrømning til mandagskampene.
AaB har fået tre mandagskampe, og her er direktør Stephan Schors på linje med sin kollega i Esbjerg.
- Jeg har det egentlig på samme måde. Vi må respektere de valg, der bliver truffet i forhold til den TV-aftale og fordelingsnøgle, vi har indgået. Vi har fået en masse mandagskampe, og dem prøver vi at få mest muligt ud af, siger Schors til bold.dk og forklarer:
- Generelt oplever vi, at vores sponsorer er godt tilfreds med mandagskampe. Der er velsøgt i loungerne. Men det er klart, at en udekamp mandag kan være besværlig for vores fans, siger Schors.
I Aalborg melder Schors også om fine tilskuertal om mandagen.
AGF har fået fire fredagskampe i resten af efteråret. Dem har man ikke haft mange af i direktør Jacob Nielsens tid i klubben, men umiddelbart klapper han ikke i hænderne af begejstring.
- Vi har ikke de store erfaringer med det inden for det seneste års tid, udover i går. Det var sportsligt ikke den store succes og heller ikke tilskuermæssigt (tilskuertal 6734, red.). Så det er vi lidt trætte af. Det er lidt tidligt at sige, men jeg havde da gerne set, at det havde været mere spredt, siger Jacob Nielsen til bold.dk.
Det har ikke været muligt at fange Randers FC’s direktør Hans-Peter Rasmussen til en kommentar.
kristian@bold.dk


AGF
AaB
Esbjerg fB
3F Superliga































