Esbjergs cheftrænersæde er fortsat ledig efter fyringen af Niels Frederiksen, men vestjyderne bliver sat kraftigt i forbindelse med Hobros Jonas Dal.
Senest tirsdag, hvor Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen i Nordjyske er citeret for at sige, at Esbjerg har snakket med Dal om at tiltræde i sommeren 2016, hvor hans aftale med Hobro løber ud.
- Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad Jens Hammer render og siger. Vi har jo valgt at sige, at vi kommer med en udmelding, når vi er klar til det i denne landskampspause. Det vil jeg sådan set stadig henvise til, siger Esbjergs direktør Søren Poulsen til bold.dk.
Landskampspausen er jo forbi for Danmarks vedkommende, hvornår kommer den udmelding?
- Landskampspausen er for vores vedkommende slut på mandag, så der kommer en melding fra os senest mandag.
Præsenterer I en ny cheftræner mandag?
- Det kan jeg ikke svare på. Vi kommer med en statusudmelding, og den kan handle om, hvor langt vi er i processen eller alternativt noget mere konkret.
Kan man forstille sig, at I ansætter en cheftræner fra næste sommer og så kører videre med Michael Mex Pedersen i resten af sæsonen?
- Det har jeg ingen kommentarer til, før vi kommer med vores statusudmelding, siger Esbjerg-chefen.
Esbjerg har under Mex' ledelse hentet 10 point i syv kampe. Mandag gælder det AaB hjemme.
mikael@bold.dk


Esbjerg fB
3F Superliga































