FC Midtjylland skal op mod Manchester United i Europa Leagues ottendedelsfinaler, og dermed topper de danske mestres europæiske eventyr mod en modstander, som man kun har en meget lille chance for at slå ud, erkender stopperen Erik Sviatchenko.
- Det er storkamp for alle omkring klubben. Ikke mindst kommercielt. Sportsligt er det selvfølgelig skidt i forhold til nogle af de andre hold, vi kunne har trukket. Men på den anden side har vi allerede slået et Premier League-hold ud i denne sæson, så hvorfor skulle vi ikke kunne gøre det igen, siger forsvarsprofilen til bold.dk.
- Jeg er klar over, at United er en større klub end Southampton, og det kommer til at kræve overmenneskelige kræfter, hvis vi skal slå dem ud. Men fungerer vi som et kollektiv, og hvis vi rammer dagen og er meget disciplineret, så har vi en lille chance. Vi skal tro på det.
- Under alle omstændigheder er det bare to store og spændende kampe, som vi alle kan glæde os meget til. Det er altid stort at spille mod gode hold fra en liga, som man drømmer om at spille i.
Sviatchenko er et salgsemne i januar, men United-kampene øger mulighederne for, at han bliver lidt endnu.
- Jeg må jo nok erkende, at det nok får mig til at tænke mig lidt ekstra om, at vi nu har trukket United. Det gør det. Men hvis det helt rigtige bud for FCM og mig selv kommer, så vil det ikke være altafgørende, siger Sviatchenko og tilføjer:
- Jeg lagde mærke til efter kampene mod Southampton, at interesseren fra England straks blev større, og det var også derfra buddene kom i sommer, så selvfølgelig betyder det noget, at vi nu igen skal spille mod et engelsk hold.
FCM spiller hjemme mod United torsdag den 18. februar og på Old Trafford ugen efter den 25. februar.
mikael@bold.dk


FC Midtjylland
Manchester United
Europa League































