Rasmus Falks kontrakt med OB udløber til sommer, men fynboerne har længe gerne villet forlænge med profilen. Der har de seneste måneder været holdt flere møder mellem klubben og spillerens agent, Mads Bach Lund, men indtil videre uden resultat.
I dag har OB så udsendt en meddelelse hvor man udtrykker ønske om, at Falk snart træffer sin beslutning om fremtiden, så klubben ved, hvad den har at forholde sig til.
Falks agent, Mads Bach Lund, ser det dog ikke som en presbold fra sportsdirektør Jesper Hansens side.
- Sådan ser vi slet ikke på det. Som Jesper selv udtaler, har parterne stor respekt for hinanden, og klubben har forståelse for, at Rasmus står foran en vigtig beslutning der kræver nøje og grundige overvejelser, siger Bach Lund til bold.dk.
- Det er klart OB ønsker at vide hvor Rasmus står, men nogle gange er det klubben der må vente på en afklaring, liges om det andre gange er spilleren, der må vente på en afklaring.
OB skal derfor ikke forvente en udmelding fra Falk-lejren i de kommende dage.
- Faktum er, at vi skal ind i januar før vi kan agere konkret på tingene. Det giver jo sig selv, at Rasmus er eftertragtet, men vi har besluttet os for at det er en proces vi håndterer stille og roligt, og at der ikke er nogen stress overhovedet, siger agenten.
- I det nye år vil vi evaluere hans muligheder, og så vil der komme en udmeldning. Vi kommer i hvert fald ikke til at træffe en forhastet beslutning.
Døren til OB er langt fra lukket for Falk, der har spillet 132 Superligakampe for den fynske klub.
- Nej, det er den ikke. Alle i og omkring OB ved godt hvilke følelser han har for den klub, så derfor skal man aldrig sige aldrig, siger Mads Bach Lund til bold.dk.
- Men det er klart, at man i dette erhverv er nødt til at tænke på, om man er det helt rette sted i forhold til de ting, man gerne vil opnå i en forholdsvis kort karriere. Det er det, som vi skal bruge den næste periode til at vurdere, og så vil der jo nok blive meldt et eller andet ud.
Rasmus Falk spillede i sine unge år i Middelfart, men allerede som 13-årig rykkede han til OB.
jesper@bold.dk



OB
3F Superliga



























