Martin Vingaard siger efter denne sæson farvel til FC Nordsjælland, når hans kontrakt løber ud.
Midtbanespilleren er helt indforstået med, at hans tid i klubben er færdig.
- Pilen har peget i den retning de sidste måneder. Jeg havde en snak med Kasper Hjulmand og CV, inden foråret gik i gang, hvor de var ærlige og fortalte, hvordan landet ligger. FCN er startet et nyt projekt, og vi har nok begge haft betænkeligheder over eventuelt at forlænge, siger Vingaard til bold.dk.
- Jeg er på ingen måde skuffet. Vi skilles på en god måde, og jeg er ikke ærgerlig over, at jeg ikke blev tilbudt en forlængelse.
Martin Vingaard har leveret flere gode præstationer i foråret og er ikke nervøs for, at han ikke kan finde sig en ny arbejdsgiver.
- Jeg er ikke typen, som lægger mig fladt ned, og hvis nogen skulle i stedet for mig, skulle det være, fordi de var bedre end mig. Hjulmand lovede, han ville bruge de bedste spillere og derfor lade mig spille, hvis jeg var bedst, og jeg har stor respekt for, at han har holdt sin aftale, når begge parter nok godt vidste, hvor det pegede hen.
- Jeg er slet ikke nervøs for fremtiden. Det har været en del af motivationen i foråret at levere godt, så jeg kunne sælge mig selv overfor en ny klub. Jeg har ikke noget på plads endnu, men jeg er meget fortrøstningsfuld og glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer.
31-årige Vingaard tager mandag med til OL-landsholdets forberedelser i Korea.
mikkel@bold.dk


FC Nordsjælland
3F Superliga






























