




Paul Onuachu er blevet førsteangriber i FC Midtjylland, og søndag nåede han op på fem mål i seks kampe i foråret med sine to træffere i 3-2-nederlaget i Brøndby.
FCM-formand Rasmus Ankersen tror meget på nigerianeren, og han har i et væddemål med klubs fans endda sat sine lange lokker på spil. De ryger, hvis ikke Onuachu scorer 0,5 mål per kamp i foråret.
- Med fem mål i de seneste fem kampe må fansene efterhånden have lært, at de ikke skal vædde med mig. Han er godt på vej, og det glæder mig, at jeg ser ud til at få lov at beholde mit hår, siger Ankersen med et smil og tilføjer:
- Spøg til side. Ligesom vi arbejder med holdets 'expected points' arbejder vi også med angribernes 'expected goals'. Og her ligger han blandt de to-tre øverste i Superligaen.
- Han kunne have scoret hattrick mod Brøndby, han kunne have scoret hattrick mod FCN. Man har lidt fornemmelse af, at han kan score hattrick i alle kampe.
- Han har fået kritik for ikke at være en god afslutter, men det er altså mere en fremragende redning Frederik Rønnow laver, end det er en dårlig afslutning af Paul, siger Ankersen til bold.dk om den store chance, som Onuachu ikke fik omsat i søndagens nederlag.
FCM-formand går så langt som at kalde Onuachu for Superligaens bedste angriber.
- Han er et monster at spille over for. Han laver også chancer for andre og assists. For mig er han ligaens bedste angriber, siger Ankersen.
22-årige Onuachu har lavet 11 mål i 25 kampe i denne sæson. Teemu Pukki fører an på topscorerlisten med 16 scoringer.
mikael@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga

































