FC Midtjylland har rykket en hel stribe af talenter fra årgang 1997 op i sin førsteholdstrup denne sommer, og nu har endnu en af dem fået en ny femårig kontrakt.
Det er kantspilleren Mads Døhr Thychosen.
- Jeg er utrolig glad og stolt over at blive her i FC Midtjylland. Det er noget, jeg har kæmpet for, siden jeg kom til klubben for to år siden, så det er dejligt at få skrevet under og få lidt ro på den front, siger Thychosen til fcm.dk og fortsætter:
- Min plan er at spille mig til en fast plads på holdet, så jeg har tænkt mig at give den fuld skrue, og så må vi se, hvad det bringer. FC Midtjylland er det helt rigtige sted for mig at blive og udvikle mig som fodboldspiller. Det er et fantastisk træningsmiljø og et fantastisk hold, så jeg føler, at klubben har hele pakken.
Akademichef Flemming Broe fremhæver Thychosen som en gennembrudsstærk kantspiller med stor vindermentalitet.


FC Midtjylland
3F Superliga






























