FC Midtjylland har været på sit første større europæiske eventyr nogensinde i denne sæson, mens man i Superligaen har haltet mere, især i efteråret og starten af foråret.
Den finske motor Tim Sparv erkender, der har været huller i den midtjyske ost.
- Det har været meget op og ned. Vi har ikke haft konsekvens i alt, hvad vi har lavet - hverken på eller uden for banen. Det har manglet lidt fokusering. Vi har resultatmæssigt haft en bedre periode på det seneste, men samlet set har vi ikke været stabile nok. Vi har ikke haft det samme grundlag at falde tilbage på som i sidste sæson, hvor vi hele tiden havde fornemmelsen af, at vi kunne score og forsvare os godt.
- Men vi har seks kampe tilbage i sæsonen, og vi har stadig meget at spille for. Vores grundlag er også bedre nu end tidligere på sæsonen, så det bliver en spændende afslutning. Men til sommer skal vi nok tænke over, hvilket hold vi skal være fremover. Hvad vores kultur og DNA skal være. Der er meget at arbejde med, for vi kan ikke være tilfreds med vores Superliga-sæson.
Sparv ønsker sig ikke nødvendigvis mange indkøb til sommer.
- Man kan altid købe nye spillere, men det redder ikke altid et hold. Det skal være de rigtige typer og samtidigt skal man helst beholde sine bedste spillere. Vi har heldigvis et fantastisk akademi med mange entusiastiske spillere som for eksempel NK (Rasmus Nissen, red), som har vist en attitude og en fysik, som vi kan bruge fremover. Og vi har mange andre dygtige, unge spillere som Kristoffer Olsson, Pione Sisto og Awer Mabil.
- Der må gerne komme spillere ude fra, men de skal - og helst på alle måder - kunne gøre det bedre end de nuværende spillere. Der skal gerne være noget rutine og kvalitet, hvis vi skal hente spillere ude fra, synes jeg. Man skal ikke købe bare for at købe.
29-årige Sparv er i gang med sin anden sæson i FCM-trøjen. I sin første blev han valgt til årets spiller i klubben.
mikael@bold.dk


FC Midtjylland
3F Superliga





























