


Onsdag aften sparkede Slovenien og Bulgarien den nye Nations League-turnering i gang, da de to mandskaber tørnede sammen i Ljubljana.
Udeholdet havde den unge FC Midtjylland-offensivspiller Bozhidar Kraev med fra start, og det skulle udvikle sig til en særdeles god dag på kontoret for ham.
Efter bare tre minutters spil scorede Kraev nemlig til 1-0 for Bulgarien og sikrede dermed en drømmestart på opgøret.
Føringen så ud til at holde til pausefløjtet, men kort før halvleg dukkede hjemmeholdets Miha Zajc op og gjorde det til 1-1, hvilket blev kampens pausestilling.
I anden halvleg pressede Slovenien på og sad på det meste af boldbesiddelsen, men det åbnede op for nogle hurtige bulgarske kontramuligheder, og det skulle give pote efter en times spil.
En lang bold blev sendt afsted mod Kraev, og da hjemmeholdets målmand halvklarede, var det let for FC Midtjylland-spilleren at bringe Bulgarien på 2-1 i det tomme mål.
Trods pres fra hjemmeholdet lykkedes det aldrig at få passeret den bulgarske målmand igen, og derfor vandt Bulgarien en snæver 2-1-sejr i deres første Nations League-opgør.
I Norge var Cypern på besøg, men nordmændene havde ingen problemer med at slå øboerne. Stefan Johansen scorede begge norske mål i 2-0-sejren.


Bulgarien
Cypern
Slovenien
Norge
































