Martin Vingaard har været blandt profilerne på FC Nordsjællands mandskab, siden han kom til klubben i 2013.
Til sommer har Vingaard kontraktudløb, men der er fortsat ikke dialog med klubben, hvilket undrer midtbanespilleren en anelse.
- Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg er lidt overrasket over, jeg ikke hørte fra FCN, inden jeg gik på ferie. Jeg har været fast mand i to og et halvt år og er viceanfører, så det overrasker mig da lidt, de ikke har henvendt sig, siger Vingaard til bold.dk.
- Jeg er åben for alt, men jeg afventer og hører, hvad Kasper og klubben vil. Det er jo slet ikke sikkert, vi har samme tanker om fremtiden. Det har jeg da tænkt over, når jeg ikke har hørt noget med seks måneder tilbage af min kontrakt
FCN har sagt farvel til en lang række bærende kræfter over de seneste transfervinduer, og Vingaard erkender, det har været svært for holdet at bevare niveauet, da det primært er yngre kræfter fra klubbens ungdomsafdeling, som har skullet løfte arven fra spillere som Jores Okore og Uffe Bech.
- Jeg håber da, der er ambitioner om, at klubben stadig vil forsøge at spille med i toppen af tabellen med den nye struktur, så jeg er spændt på at høre fra klubben og Kasper Hjulmand, hvilken vej klubben vil.
- Det har da været hårdt, at vi har sagt farvel til så mange store navne og fået erstattet dem med unge spillere. Der er ingen tvivl om, de unge har stort potentiale, men det er nogle markante profiler, vi har sagt farvel til, som de af naturlige årsager har haft svært ved at erstatte.
- Jeg vil ikke bruge ordet uambitiøst, da det er en del af klubbens DNA, men det er et faktum, at det er svært at spille med i toppen af dansk fodbold, når størstedelen af holdet er unge spillere af egen avl. Derfor glæder jeg mig også til at høre, hvad klubben har på hjertet, når vi starter op igen efter nytår.
Martin Vingaard har blot misset en enkelt af efterårets kampe for FC Nordsjælland, som overvintrer på 8. pladsen i Superligaen.
mikkel@bold.dk



FC Nordsjælland
3F Superliga




























