Frederik Holst fik i starten af sæsonen godt med spilletid for Brøndby, men i løbet af efteråret blev det til færre og færre minutter.
Holst har kontraktudløb med Brøndby til sommer og har tidligere udtalt til bold.dk, at han tyggede på et tilbud fra klubben, men parterne er endnu ikke nået til enighed.
- Det står lidt stille for tiden, og vi er ikke rigtig nået så langt. Jeg bliver meget overrasket, hvis der er noget på plads før fredag, men jeg er blevet overrasket før. Det kan jo gå pludselig gå stærkt i denne branche, siger Holst til bold.dk.
Frederik Holst tager fredag med U21-landsholdet på træningslejr i Dubai, og Holst vil forsøge at lukke alle fremtidsspekulationer ude, mens han er sydpå.
- Jeg vil gerne have lukket det helt ude, når jeg skal til Dubai med U21, hvor jeg gerne vil have fuld fokus på træningsturen. Jeg vil ikke have alt for meget i hovedet, mens jeg er dernede.
- Måske sker der noget, mens jeg er i Dubai, men så vil jeg lade min agent tage sig af det, for jeg har 100 procent fokus på fodbolden, mens jeg er dernede.
Et af Holsts helt store ambitioner for 2017 er deltagelse ved sommerens U21-EM. Han ved, at en udtagelse til truppen kan blive afhængig af spilletid i forårets løb.
- Det er vigtigt for mig at få noget spilletid, så jeg bliver blandt dem, der skal med til Polen. Derfor er det et lidt specielt forår, jeg går i møde. Jeg kan blive nødt til at se andre veje i jagten på spilletid, men kan jeg få spilletiden i Brøndby, er jeg selvfølgelig meget åben for det.
- Jeg har ikke stået i en situation som denne før, så det er meget spændende, om det bliver det ene eller det andet. Der er mange bolde i spil, og jeg må bare være åben for de muligheder, der er.
- Det har været oppe at vende, at jeg skal lejes ud, men jeg tror ikke rigtig på det. Enten forlænger jeg med Brøndby og fortsætter i klubben i lang tid, ellers forlader jeg klubben permanent enten i januar eller til sommer. Jeg vil ikke 100 procent udelukke en udlejning, men som det er nu, bliver det forlængelse eller afsked, siger Holst.
22-årige Holst spillede 22 kampe for Brøndby i efteråret.


































