Frederik Tingager forlængede forleden sin kontrakt i OB, så den nu løber frem til sommeren 2019. Tingager har været i klubben siden januar 2016, hvor fynboerne fandt ham hos Holbæk og hentede ham til.
Siden da har han fået masser af spilletid, og forlængelsen med klubben er da også noget, han sætter stor pris på.
- Det er selvfølgelig noget, som jeg er utroligt glad for. Forlængelsen med OB har hele tiden været min førsteprioritet, og jeg er glad for at være her, siger Frederik Tingager ifølge klubbens hjemmeside.
- OB tog en chance med mig, både fordi jeg var et ubeskrevet blad, da de hentede mig, men også da jeg i en periode var nede i en bølgedal. Den tillid, som klubben har vist mig, har gjort, at det er gået fremad og jeg har nydt hvert et sekund af det. Så jeg er glad for, at det kan blive til to år mere i den stribede trøje, siger Frederik Tingager.
Den 24-årige forsvarsspiller fortæller, at det passer ham rigtig fint, at kontrakten kun løber i to år. Det betyder nemlig, at han er nødt til at præstere. Det, at kontrakten er toårig, behøver heller ikke nødvendigvis, at han er væk om to år, fortæller han.
Han har dog en idé om, at karrieren på et tidspunkt skal foregå uden for landets grænser.
- Det er en drøm, som jeg altid har haft. For mig handler det om, at jeg kan se tilbage på mig selv, når jeg er pensioneret og sige, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at realisere den drøm. Men for at lykkedes skal fokus være i OB, og det er det også, siger Frederik Tingager.
Frederik Tingager har i alt spillet 40 kampe for OB.


OB
3F Superliga






























