


Rosenborg spillede onsdag aften på hjemmebane mod APOEL i Champions League-kvalifikationen, og her vandt de norske mestre 2-1.
Rosenborg dominerede stort, og målscorer til 1-0 Christian Gytkjær føler da også, at sejren skulle have været større.
- Vi spillede dem ud af brættet i 70 minutter og kunne sagtens have været foran både 3-0 og 4-0, og det er vildt irriterende, vi ikke fik den lukket helt, siger Gytkjær til bold.dk.
- I stedet fik vi lukket dem lidt ind i kampen, hvor de til sidst så får et pissemål på vel nok deres eneste chance, og det var vi selvfølgelig rigtig trætte af lige efter kampen.
Efter skuffelsen har lagt sig kan Gytkjær dog godt godkende resultatet, og han føler sig overbevist om, at Rosenborg kan køre en samlet sejr hjem i næste uges returopgør.
- Historisk ser er det et godt hold, som var i kvartfinalen i Champions League for få år siden, så vi vidste godt, at de kan lidt. Men de har fået ny træner (Thomas Christiansen, red.) og er ikke startet sæsonen, så vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente. Vi var klart bedst, og derfor er det irriterende, at resultatet ikke blev endnu bedre.
- Da vi mødtes i dag, var der ikke længere den store skuffelse, og en sejr i Champions League-kvalen skal man altid være glad for uanset hvad. Vi ved, at vi går videre, hvis vi spiller en lignende kamp dernede, og det ser jeg ingen grund til, at vi ikke kan.
Returopgøret spilles tirsdag aften.
mikkel@bold.dk



Rosenborg
Champions League
































